Struer KommuneStruer Lydens by
12. maj 2016
Danish Sound Day bliver i 2017 afholdt i Struer Lydens By næste år.
Cremen af dansk lyd til Struer i 2017

Borgmester Mads Jakobsen (V) overrakte torsdag eftermiddag Dansk Lydpris 2016 ved Danish Sound Day på Musikkonservatoriet i København. Med hjem fik han til gengæld bekræftelse på, at Danish Sound Day bliver afholdt i Struer Lydens By næste år. 

Omkring 150 af den danske lydbranches fremmeste repræsentanter tilbragte torsdag den 12. maj med at deltage i den årlige Danish Sound Day i lydhistoriske omgivelser i DRs tidligere radiohus på Rosenørns Allé på Frederiksberg i København, der nu huser Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. 

Struer Lydens By var med og borgmester Mads Jakobsen (V) overrakte Dansk Lydpris 2016 på den akustisk udsøgte og atmosfærefyldte Studiescene foran de mange tilhørere fra virksomheder og vidensmiljøer inden for lyd. 

Flere årtiers indsats for lyd og akustik hædret 

Prisen blev uddelt til to lydpersonligheder, Jan Voetmann og Flemming Madsen, som på hver deres måde – og over flere årtier – har medvirket til at udbrede viden om og oplevelsen af lyd og musik. 

”Danish Sound Day og Dansk Lydpris vidner om, at vi i Danmark har rigtig meget pionerånd og innovativ kraft på lydområdet. Sidste år blev højtalerens 100 års jubilæum fejret i Struer og vi er altså stadig i stand til at finde nye veje i anvendelsen og forståelsen af lyd. Det synes jeg er værd at hædre,” sagde Mads Jakobsen i sin tale, før han afslørede prismodtagernes navne. 

Jan Voetmann har gennem over 40 år givet akustisk rådgivning for et væld af kunder i ind- og udland, bl.a. koncertsale, teatre, biografer, kirker, banegårde, virksomheder og private hjem. Han har en baggrund som akustiker fra Delta, Lydteknisk Institut og Teknologisk Institut og er i dag selvstændig i Voetmann Akustik. Han er også involveret i den summer camp for PA-lydfolk, der fra 2017 afholdes i samarbejde med Business Park Struer. 

Flemming Madsen har en baggrund som musiker og har siddet i Statens Musikråd, Nordisk Musikkomite og en række offentlige udvalg. Han har været aftenskoleleder og drevet privat rejsebureau og bogforlag. Han var direktør for Dansk Musik Informations Center 1992-1996, hvor han var med til at øge eksportindsatsen for dansk musik i hele verden.

Samlede en fragmenteret branche med global gennemslagskraft

Jan Voetmann og Flemming Madsen fik ideen til at starte innovationsnetværket Dansk Lyd i 2008 og forelagde ideen for Jan Larsen, som i dag er professor for DTU Compute og direktør for netværket. Med stiftelsen af innovationsnetværket Dansk Lyd samlede man en fragmenteret branche og gav den global gennemslagskraft. 

”Jeg kunne bruge hele eftermiddagen på at opremse de mange opbyggelige ting, de to prismodtagere har gjort for dansk lyd, men jeg vil nøjes med at konstatere, at det er meget, meget velfortjent, at de får prisen,” sagde Mads Jakobsen, inden han overrakte æresplaketten med Danish Sound og Struer Lydens Bys logoer, der fulgte med hæderen. 

”Jeg ser det som en stor anerkendelse af mit og Flemmings arbejde, at juryen har besluttet at give os denne pris. Produktion, behandling og distribution af lyd er i bund og grund international, så det er vigtigt at stå sammen og tænke internationalt, hvis man vil medvirke til at branchen får troværdighed og vækstpotentiale,” sagde Jan Voetmann på vegne af begge modtagere. 

Danish Sound Day til Struer i 2017

Borgmesteren var ikke kun i København for at give noget væk. Han kunne også modtage besked om at Danish Sound Day næste år bliver afholdt i Struer Lydens By den 18. maj. Festligholdelsen af Lyddanmarks unikke kompetencer melder sig dermed i rækken af arrangementer under byens købstadsjubilæum.  

”Jeg ser det som en cadeau til at vi arbejder målrettet med lyd i Struer og har lyd i vores DNA, at vi har haft både højtalerens 100 års jubilæum og kick-off for projekt Lyd & Sundhed i byen. Og nu kan trække cremen af den danske lydbranche til,” lød Mads Jakobsens reaktion på beslutningen.

Fakta om Dansk Lydpris og Struer Lydens By

Prisen uddeles til ”en person, forening eller virksomhed, der har nytænkt anvendelsen og/eller forståelsen af lyd, eller på anden vis har videreudviklet og dermed bidraget til fastholdelsen af Danmarks position, som førende på området.” Og modtageren kan være ”en lydkunstner, virksomhed eller forsker der får os til at se nye veje i anvendelsen af lyd”.

Dansk Lydpris er opstået i et samarbejde mellem innovationsnetværket Dansk Lyd og Struer – Lydens By. Prisen sætter altså fokus på dansk lyd og på de innovative virksomheder og enkeltpersoner der rykker Lyddanmark. 

Tidligere i år var Business Park Struer vært ved kick-off-konferencen for forskningsprojektet Lyd & Sundhed, og i efteråret valgte netværket at afholde 100 året for højtalerens opfindelse på Struer Museum. 

Læs mere
KONTAKT INFORMATION
Struer Kommune
Postbox 19
Østergade 11-15
7600 Struer
CVR: 29189951
T: 9684 8484
F: 9684 8109
struer@struer.dk
sikkerpost@struer.dk
DEN DIGITALE HOTLINE  
TELEFONTIDER  
Mandag - torsdag kl. 08.00 - 20.00
Fredag kl. 08.00 - 16.00
Lørdag lukket
Søndag kl. 16.00 - 20.00