Struer Kommune - Lydens ByStruer Kommune - Lydens By
25. februar 2019
Danish Sound Network, innovationsnetværket for den danske lydbranche, er blevet reorganiseret og flytter aktiviteterne til Lydens By, nærmere bestemt Sound Hub Denmark.

Lydbranchens vigtigste netværk flytter aktiviteterne til Struer

Danish Sound Network, lydbranchens vigtigste netværk, som Struer Kommune også er med i, er blevet reorganiseret som forening som følge af en ændret finansiering af netværket.

Danish Sound Network har derfor indgået aftale med Sound Hub Denmark og Aalborg Universitet om finansiering og drift af netværkets sekretariat, som i 2019 vil etablere sig i Sound Hub Denmarks lokaler i Struer. Sekretariatet har i sine første ti år haft kontor på DTU Compute i Lyngby, men flytter altså nu til Lydens By.

”Det er helt naturligt for os at understøtte Danish Sound Network, da vi har en fælles dagsorden om at styrke lydteknologi og -innovation i Danmark og markere det internationalt” udtaler administrerende direktør Peter Petersen, Sound Hub Denmark.

Aalborg Universitet indgår som videnspartner og vil bidrage med ressourcer inden for områderne viden og innovation.

”Vi er glade for, at Sound Hub Denmark og Aalborg Universitet sikrer videreførelse af Danish Sound Network,” udtaler Søren Bech, formand for netværket og professor ved Aalborg Universitet. 

Borgmester Niels Viggo Lynghøj, Struer Kommune, ser frem til at netværket får adresse i Struer og håber at det vil gavne både netværk og kommune.

”Vi har stor nytte af at deltage i netværket, som har bidraget til udviklingen af et stærkt projekt Lydens By. Ved at flytte aktiviteterne til Struer, kommer Danish Sound tæt på både etableret lydindustri og det ambitiøse iværksættermiljø i Sound Hub Denmark. Så det vil gavne både netværket og vores indsatser for, at lydvirksomheder kan trives bedst muligt i Struer,” siger Niels Viggo Lynghøj.

Ny organisering, men stadig samme aktiviteter
Kristian Krämer, der tidligere var Head of Projects and Internationalization i Danish Sound Network, bliver ny netværksleder og ansvarlig for sekretariatets arbejde. Sekretariatet vil stadig være det naturlige omdrejningspunkt for medlemskontakt, kommunikation, matchmaking, events og internationalisering.

Danish Sound Network blev etableret i 2009 af de førende danske lydvirksomheder og forskningsinstitutioner, og netværket har i dag over 900 enkeltpersoner og godt 200 organisationer som medlemmer.

Bestyrelsen i den ny forening med formand Søren Bech, B&O, og næstformand Nikolai Bisgaard, GN Hearing, i spidsen, har igangsat en strategiproces, der skal udvikle en ny netværksstrategi med fokus på aktiviteter og den underliggende finansieringsmodel for et fremadrettet bæredygtigt Danish Sound Network.

Den danske lydbranche omsatte i 2017 for knap 40 milliarder kroner og beskæftigede over 29.000 ansatte.

Læs mere
KONTAKT INFORMATION
Struer Kommune
Østergade 11-15
7600 Struer
CVR: 29189951
T: 9684 8484
struer@struer.dk
sikkerpost@struer.dk
Databeskyttelsesrådgiver
http://struer.dk/dpo
dpo@struer.dk

ÅBNINGSTIDER

Mandag   kl: 10:00 - 15:00
Tirsdag   kl: 10:00 - 15:00
Onsdag   kl: 10:00 - 15:00
Torsdag   kl: 10:00 - 17:00
Fredag   kl: 10:00 - 12:00

 

DEN DIGITALE HOTLINE - TELEFON: 70 20 00 00

TELEFONTIDER  
Mandag - torsdag kl. 08.00 - 20.00
Fredag kl. 08.00 - 16.00
Lørdag lukket
Søndag kl. 16.00 - 20.00