Østbyen Dagtilbud
Kulturelle udtryksformer

Arbejdet med kulturelle udtryksformer og værdier handler både om kultur forstået som æstetiske oplevelser og aktiviteter og kultur forstået som dannelse og relationer mellem mennesker. Det handler om kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn.

Børns kultur skal være omdrejningspunktet for dagtilbuddenes arbejde med kulturelle udtryksformer og værdier, men de voksne har en vigtig rolle som formidlere og kulturbærere. Børns kultur kan beskrives som en lege- og deltagelseskultur. Den rummer det perspektiv på livet og det sæt af kulturelle udtryksformer og værdier, børn selv kommer til dagtilbuddene med, og som den pædagogiske praksis skal bidrage til at udvikle og berige.

Undersøgelser peger på, at arbejdet med kulturelle udtryksformer og værdier kan understøtte børns kognitive, personlige og sociale udvikling. Børn skal have mulighed for at opleve kunst og kultur og for selv at arbejde skabende i dagtilbuddet. Det giver dem mulighed for kropslige, sanselige og kognitive erfaringer, der understøtter både læring og dannelse.

Samtidig skal børn møde andres kulturelle udtryksformer og værdier og lære, at kulturelle baggrunde – fx sprog, vaner og levevilkår – kan være forskellige. Børn kommer til dagtilbuddene med forskellige traditioner og forskellig kulturel baggrund. Ved at tage udgangspunkt i forskellighederne og mangfoldigheden som en grundlæggende værdi, er dagtilbuddet med til at udvikle børnenes identitet, tolerance og respekt for kulturelle forskelle.

Undersøgelser peger på, at dagtilbuddenes arbejde med at udvide børns kulturelle erfarings­ramme rummer et potentiale i forhold til at styrke alle børns forudsætninger for at klare sig godt i uddannelsessystemet. Det gælder i særlig grad for børn, som ikke bliver introduceret til en bredde af kulturelle udtryksformer og genrer hjemmefra.

Vi fokuserer på tre fokusområder, som dækker væsentlige dele af arbejdet med kulturelle udtryksformer og værdier:

Æstetiske oplevelser

Skabende praksis

Traditioner, ritualer og værdier.


Æstetiske oplevelser.
Fokusområdet ”æstetiske oplevelser” handler om, at børn skal opleve forskellige æstetiske udtryksformer – fx teaterforestillinger, litteratur, film, musik, billedkunst og byrum. De skal møde en bred vifte af genrer inden for de forskellige udtryksformer – det kan være nyt/gammelt, populært/eksperimenterende, dansk/udenlandsk. De skal også have oplevelser og erfaringer med forskellige digitale medier og medieplatforme. De giver børn adgang til både varierede kulturelle oplevelser og aktiviteter og til den særlige kombination af oplevelse, selvstændig aktivitet og kommunikation, de digitale medier tilbyder.

Skabende praksis.
Fokusområdet ”skabende praksis” handler om, at børn afprøver forskellige former for æstetiske udtryksformer – det kan fx være musiske, kropslige og materielle. Børn skal have mulighed for at gøre sig sanselige og kropslige erfaringer med forskellige kunstneriske genrer, teknikker og redskaber. Det er med til at styrke deres nysgerrighed og kreativitet.

 

Traditioner, ritualer og værdier
Fokusområdet ”traditioner, ritualer og værdier” handler om, at børn møder kulturel mangfoldighed. Børnene skal have erfaringer med og viden om deres egne og andres traditioner, ritualer og værdier. Når børn møder andre kulturelle værdier og traditioner, kan de nemmere definere deres eget kulturelle ståsted og genkende egne kulturelle rødder og traditioner. Det er med til at udvikle deres forståelse af egne og andres værdier.
 

Hvordan arbejder vi pædagogisk?

  • Vi organiserer aktiviteter og processer, der tager udgangspunkt i børnenes individuelle kulturelle udtryksformer og interesser.

  • Vi er engagererede i og bevidste om, at vi er kulturbærere og formidlere af kulturelle udtryksformer og værdier.

  • Vi tager udgangspunkt i og fremhæver kulturel mangfoldighed som noget positivt.

  • Vi har fokus på, at det skal være sjovt og give mening for børnene at arbejde med kulturelle udtryksformer. Processen er omdrejningspunktet og vigtigere end, at børnene laver noget ”smukt” eller ”godt”.

     

Hvad kendetegner de fysiske rammer?

  • Der er indrettet inspirerende og kreative læringsmiljøer i forskellige aktivitetsrum eller aktivitetsområder.

  • Der er fx læsekroge, et teaterhjørne, kreative værksteder til billedkunst mv.

  • Det er nemt for børnene løbende at få adgang til materialer og redskaber.

  • Materialerne er præsenteret, så de er attraktive for børnene, der på eget initiativ kan udtrykke sig kunstnerisk.

  • Vi dokumenterer synligt for børn og forældre, hvordan vi arbejder med kulturelle udtryksformer og værdier. Vi kan fx lave udstillinger af børnenes kreative udfoldelser, tage billeder af besøg i teatre, arbejde med logbøger eller optage små koncerter.

KONTAKT INFORMATION
Østbyens Dagtilbud
Drøwten 6
7600 Struer
9684 8915
Vivi Rokkjær
Konst. Dagtilbudsleder
vim@struer.dk
4083 1464