| Kæmpe skøjtebane ved Bremdal Strand |
(02.02.10) |
Onsdag 3. februar 2010 åbner Struer Kommune en sneryddet, afmærket og ganske gratis skøjtebane på fjordisen ud for Bremdal Strand. Istykkelsen er lige nu 28 cm, og kommunen tjekker dagligt skøjtebanen, der er på størrelse med en fodboldbane.
Se billederne fra skøjtebanen ved Bremdal Strand
I de sidste par uger har Struer Kommune forberedt åbning af en skøjtebane på Fjorden. I morgen onsdag 3/2 -10 ser det så endelig ud til, at vejrforholdene er gunstige til at sende snerydningskøretøjer ud på fjorden og gøre skøjtebanen endelig klar. Da Flemming Jørgensen, der er landskabsingeniør i Struer Kommune, mandag i sidste uge vurderede isen på fjorden, var den meget ujævn med sne og isflager. Trods en fornuftig tykkelse på 28 cm 100 meter ude på fjorden var isen umulig at skøjte på.
"Vi vil derfor sende snerydningskøretøjer ud at skrabe og koste en skøjtebane på 110 gange 60 meter. Så nu er det bare med at komme af sted", lyder opfordringen fra Flemming Jørgensen.
Banen bliver markeret med afmærkningspæle, og indenfor denne afmærkning garanterer Struer Kommune, at der ikke er våger, og at isen er sikker. Kommunen vil i den kommende tid besigtige banen dagligt, og hvis der skulle komme nogen form for usikker is på banen lukkes den med skilte langs stranden.
Læs pressemeddelelse Pas på de andre steder Trods det kolde og langvarige vintervejr er isen farlig mange steder i Struer Kommune. Alle former for ophold og færdsel på is på søer, fjorden og Kilen er på eget ansvar. Der kan stadig forekomme våger ved regnvandsudløb, kildevæld eller hvor der er stærk strøm. Kommunen fraråder derfor stadig generelt al færdsel på isen, da det kan være livsfarligt at vove sig ud flere steder. Følgende steder er der opsat advarselsskilte med usikker is:
• Øster Strand (Nørgaardsvej), usikker is ved udløb • Kilen (ved kanalen) ved udløb i Kilen og udløb i Fjorden. Der er generelt mange våger på Kilen, så alt færdsel frarådes • Andedammen i Struer Lystanlæg
Husk at kommunens råd er vejledende, og at alt ophold på isen uanset skiltning er på eget ansvar.
Park og Vej afdelingen måler løbende istykkelsen, som senere offentliggøres på kommunens hjemmeside. Husk at det kan være livsfarligt at gå på isen - også på steder hvor der ikke er sat advarselsskilte op.
Vil du vide mere - kontakt: Flemming Thusgaard Jørgensen, 96 84 84 33, flj@struer.dk Skov- og Landskabsingeniør ved Teknisk Drift og Anlæg
|