| SFO og daginstitution får samme leder i hvert distrikt |
(03.05.12) |
En ny ledelsesmodel i Struer Kommune samler SFOer og daginstitutioner under samme leder i hvert skole- og pasningsdistrikt. I dag kom der navne på de 8 ledere og 18 teamledere, som alle er fra den eksisterende ledergruppe på børneområdet.
Struer Byråd godkendte den 25. april 2012 at ændre på skole- og dagtilbudsområdet i Struer Kommune. Formålet er at en ny ledelsesstruktur, ændret organisationsmodel og fusioner af børnehaver skal styrke ledelsen, reducere driftsomkostningerne og skabe ensartede skole- og dagtilbud overalt i kommunen. Ledelses-modellen – samme ledelse af SFO og dagtilbud En særlig ledelsesmodel kendt fra Humlum skal indføres i alle skole- og pasningsdistrikter fra næste år. Modellen går i al sin enkelhed ud på, at lederen af dagtilbud også bliver leder af SFO - sidstnævnte opgave dog med reference til skolelederen.
På den måde samler kommunen dagpleje, vuggestue, børnehave og SFO under én leder i hvert af kommunens 8 pasnings- og skoledistrikter. Lederen har teamledere under sig omtrent svarende til antallet af ’huse’.
Udviser organisatorisk modenhed Om udvælgelsen af de nye ledere siger direktør for børne- og uddannelsesområdet, Erik Østerby:
”Fredag 27. april havde jeg et fællesmøde for alle med ledelsesopgaver indenfor skole- og dagtilbud. Signalet fra lederne var klart: Kig på tværs af hele kommunen, når de nye lederteams skal sammensættes. Hermed var bolden givet op til en omfattende omorganisering af ledelsen. Gennem et uhyre koncentreret forløb på kun 4 dage med mere end 70 individuelle samtaler blev resultatet, at mange kendte ansigter nu får nye opgaver. Feltet af mulige kandidater har udvist en utrolig organisatorisk modenhed og vilje til at være fleksibel i processen. Alle har bidraget til en hurtig samlet løsning for kommunen, og jeg er taknemmelig og stolt over at være del af en organisation, der tænker og arbejder sådan. Når vi ved at blande kortene på en ny måde ender med så stærke lederteams i alle distrikter, er det klart at jeg er rigtig godt tilfreds.”
Den nye ledelsesmodel træder i kraft 1. januar 2013.
Læs mere i pressemeddelelsen, hvor du også kan se en liste over de 8 nye ledere (aftaleholdere) og teamledere – opdelt efter skoledistrikt. Pressemeddelelse Yderligere oplysninger: Erik Østerby, direktør, 96 84 82 20 / 50 50 15 90, ero@struer.dk
|