| Ophævelse af strandbeskyttelseslinjen ved Gartnerlunden |
(24.05.12) |
Naturstyrelsen Aarhus har på foranledning af ansøgning fra Struer Kommune ophævet naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinje for arealet omfattet af lokalplan nr. 321 for boligområdet Gartnerlunden vest for Fjordvejen i Bremdal. Af afgørelsen fremgår, at Naturstyrelsen finder at der med den konkrete planlægning er taget de fornødne hensyn til kystlandskabet. I vurderingen har endvidere indgået områdets beliggenhed i forhold til Struer by, infrastruktur i form af jernbane og omfartsvej mellem området og kysten samt det forhold, at området allerede er udlagt til boligformål i kommuneplanen. Ophævelsen gælder kun for lokalplan nr. 321. Det betyder, at beskyttelseslinjen træder i kraft igen, hvis lokalplanen ophæves eller ændres. Afgrænsningen af lokalplan nr. 321 fremgår af kortbilagene til lokaplanen. Ophævelsen sker i medfør af naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, jf. Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. september 2009 og bekendtgørelse nr. 824 af 1. juli 2011 om bygge- og beskyttelseslinjer. Beføjelsen er ved bekendtgørelse nr. 1411 af 8. december 2010 (delegationsbekendtgørelsen), § 15, stk. 1,nr. 47 henlagt til Naturstyrelsen. Sagen er endvidere vurderet i henhold til bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007). Naturstyrelsens afgørelse kan ikke påklages til miljøministeren eller anden administrativ myndighed, jf. § 42 i delegationsbekendtgørelsen.
|