| Ny chef skal samle tre interne afdelinger |
(29.05.12) |
Med ansættelsen af en ny chef, Sara Bilenberg, samler Struer Kommune en stor del af kommunens interne service-funktioner i samme afdeling. 1/6 -12 smelter tre stabe sammen til Organisation og Udvikling.
Den nye afdeling er sammensat af kommunens centrale sekretariat, it-afdeling og HR-afdeling.
Struer Kommune har ansat 34-årige Sara Bilenberg som chef for Organisation og Udvikling, der rummer knap 30 ansatte med vidt forskellige arbejdsopgaver lige fra web og digitalisering til jura og service til politiske udvalg og direktion.
Hovedvægten af opgaverne er vejledning og service af kommunens afdelinger, institutioner og projekter samt betjening af politikere. Der er også eksterne opgaver i afdelingens portefølje, såsom borgerkontakt til borgmester og udvalgsformænd, vielser, grundsalg, jobannoncering, presse og web.
 |
|
|
Betydning for resten af organisationen ”Det er med glæde, at ansættelsesudvalget har peget på Sara Bilenberg. Det var et stærkt ansøgerfelt, hvor der var fire kvalificerede kandidater til samtale i 1. runde og to i 2. runde. Vi har store forventninger til den fremtidige Organisation og Udvikling under Saras ledelse. Fra direktionens side glæder vi os til det fortsatte samarbejde, hvor der i Struer Kommune forventes opgaver med at få skabt balance mellem den service borgerne forventer og de ressourcer vi har. Opgaven for Organisation og Udvikling bliver blandt andet at bidrage til de ansattes trivsel og fortsatte udvikling, for derigennem at minimere sygefraværet, se på digitalisering af arbejdsgange og servicere byrådet. Afdelingen får således stor betydning for, at resten af organisationen kan levere en god service til borgerne, og at byrådet får den fornødne betjening”, siger kommunaldirektør Claus Damgaard.
Sara Bilenberg er uddannet cand.mag i kommunikation og psykologi og har siden 2010 været sekretariatschef i Struer Kommune. I perioden 2008 - 2009 var hun ansat som fundraiser i kommunen. Sara bor i Humlum nord for Struer. | Organisation og Udvikling har adresse på Struer Rådhus og kommer til at bestå af 26 ansatte + 3 elever - i fire samarbejdende enheder:
• Fællessekretariat og Jura • IT og Digitalisering • Udvikling og Kommunikation • HR
Organisation og Udvikling bliver én af to stabe med reference til kommunaldirektøren. Den anden stab er Økonomi og Løn.
Flere oplysninger: Claus Damgaard, kommunaldirektør, 96 84 84 85 / 21 64 52 35, cld@struer.dk Sara Bilenberg, sekretariatschef, 96 84 81 10 / 23 67 31 64, sbn@struer.dk
|