Det bør tilstræbes, at den enkelte skole gøres til en ordblindevenlig skole, hvilket bl.a. indebærer:
- At der tales med elever med ordblindhed om udfordringerne og konsekvenserne af ordblindheden.
- At der afsættes undervisning og tid, så den enkelte elev bliver så dygtig som muligt til at læse og stave.
- At eleven bliver tilmeldt Nota og vejledes i at bruge det.
- At der afsættes undervisning og tid, så den enkelte elev kan tilegne sig kompetencer i læse- og skriveteknologierne. Det skal være så omfattende, at eleven kan anvende programmerne i den daglige undervisning.
- At alle faglærere skal tænke læse-skrive-teknologien ind i undervisningen, så den ordblinde elev kan deltage i undervisningen.
- At alle lærere er opmærksomme på, at elever med ordblindhed ikke bliver bedt om at læse højt i klassen, med mindre de selv ønsker det.
- At der etableres forældrekurser, så forældrene får et indblik i, hvordan teknologierne fungerer.
- At skolen medvirker til at danne et forældrenetværk.
- At alle skolens elever ved, hvad det vil sige at have ordblindhed.