Hvilke aktiviteter kræver anmeldelse
Midlertidige erhvervsmæssige aktiviteter (for eksempel facade rensning mv.), kan være omfattet af bekendtgørelsen om miljøregulering af visse aktiviteter.
Det er særligt de aktiviteter, der medfører støj, støv og vibrationer, der skal anmeldes. De er oplistet herunder (og i kapitel 2 i bekendtgørelsen):
- Bygge- og anlægsarbejder.
- Nedrivningsaktiviteter.
- Bygnings facade behandling.
- Overfladebehandling af fritstående stålkonstruktioner eller andre større fritstående konstruktioner.
Senest 14 dage inden en midlertidig anmeldepligtig aktivitet finder sted, skal du sende en anmeldelse til Struer Kommune, Plan og Miljø, Østergade 13, 7600 Struer eller på mail til pm@struer.dk.
Hvis varigheden af støj-, støv- og/eller vibrationsfrembringende bygge- og anlægsarbejde overstiger 3 måneder, skal arbejdet anmeldes til Struer Kommune senest 14 dage inden arbejdet forventes påbegyndt.
Hvad skal der stå i anmeldelsen?
I anmeldelsen skal du oplyse:
- Navn og adresse m.v. på den ansvarlige for aktiviteten
- Hvilken aktivitet der ønskes gennemført
- Hvor aktiviteten skal finde sted
- Hvornår, i hvilken periode og på hvilket tidsrum af døgnet
- Hvordan gener eller forurening forebygges eller begrænses.
Plan og Miljø vil eventuelt stille krav om, hvordan forurening og gener fra aktiviteten skal begrænses.
Her finder du et anmeldelsesskema
Kommunen har lavet en forskrift med regler for midlertidige bygge- og anlægsarbejder. I forskriftens bilag 1 er der et anmeldeskema, som du kan bruge, når du skal anmelde den midlertidige aktivitet.
Du finder et link til forskriften i den grønne boks til højre for denne tekst.
Kan du ikke overholde grænseværdierne, skal du være opmærksom på nedenstående
Hvis du vurderer, at aktiviteten ikke kan overholde grænseværdierne for støj og vibrationer, skal du søge om en dispensation fra bestemmelserne i forskriften. De regler, der fremgår af forskriften, gælder dog alle der udfører midlertidige bygge- og anlægsarbejder - også selvom der, grundet arbejdets varighed, ikke er anmeldepligt eller ikke er behov for at søge dispensation for forskriften.
De eneste undtagelser er:
- Selvbyggeri og renovering af egen bolig, hvor det er ejeren selv, der udfører arbejdet
- Hvor der er påkrævet en akutindsats
- Struer Kommune kan træffe afgørelse om, at forskriften eller dele af den ikke er gældende for offentligt og/eller privat bygge- og anlægsarbejde med en særlig beliggenhed. En særlig beliggenhed kan f.eks. være offentligt og/eller privat bygge- og anlægsarbejde, der sker så langt fra nærmeste naboer, at håndhævelse af forskriften eller dele heraf kan være overflødig.