Nedsivning af tag- og overfladevand

Tag- og overfladevand er regnvand fra tagarealer, indkørsler, terrasser og tilsvarende arealer som er helt eller delvist befæstede (altså belagt med fliser, asfalt eller andet, hvor vand slet ikke eller kun delvist kan trænge igennem).

Tag- og overfladevand kan indeholde næringsstoffer, tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer og defineres derfor som spildevand.

Luk alle
Åben alle

Tag- og overfladevand kan nedsives lokalt. Det vil sige, at det ledes ned i jorden på det område, hvor det er og ikke føres væk i kloakledninger.

Det kalder man for Lokal Afledning af Regnvand (LAR).

Der findes mange forskellige LAR-Anlæg. Ofte er det faskiner og regnbede, som opsamler vandet og derfra langsomt lader det sive ned i jorden.

Andre LAR-løsninger kan være:

  • Grønne tage, som absorberer regnvandet ved hjælp af beplantning
  • Beholdere til at opsamle regnvandet (fx en regnvandstønde placeret ved nedløbsrøret eller et havebassin)
  • Render til at aflede regnvandet, hvor vandet måske kan blive et rekreativt element i haven
  • Gennemtrængelige belægninger (fx grus eller fliser med brede fuger, som vandet kan sive i gennem) på indkørslen eller terrassen.  

Fordele ved nedsivning af tag- og overfladevand

  • Øget grundvandsdannelse
  • Belastningen på vandløb og kloakker reduceres. 
  • Vandet renses i et vist omfang, når det nedsiver gennem jorden. Den bedste renseeffekt sker ved nedsivning gennem en ”iltet rodzone” (områder med rødder), det kan være via en græsplæne eller regnbed.

Ulemper ved nedsivning af tag- og overfladevand.

  • Overfladisk afstrømning, hvis jordbundsforholdene ikke er egnede til nedsivning.
  • Øget grundvandsdannelse, fx i områder hvor grundvandet allerede står højt.
  • Nedsivningen kan medføre en jordforurening under nedsivningsanlægget.

Byggematerialer kan indeholde miljøfremmede stoffer. Det kan være visse typer af tag, men også tagrender og nedløbsrør, der består af bly, zink eller kobber. Når byggematerialerne kommer i kontakt med regnvand, kan de miljøfremmede stoffer frigives til vandet.

For at sikre at nedsivning ikke forurener grundvandet, bør det undgås at nedsive tag- og overfladevand fra tage, tagrender og nedløbsrør, der er udført at bly, zink eller kobber.

Vand fra veje, større parkeringspladser og visse erhvervsarealer kan også indeholde en større mængde af forurenende stoffer.

Der må ikke foregå forurenende aktiviteter på arealerne, der afleder til lokale anlæg. Der må f.eks. ikke bruges sprøjtemidler eller saltes, og algebehandler man sit tag, skal vandet herfra opsamles.  

Når du ansøger om nedsivning af dit tag- og overfladevand, skal du være opmærksom på, at der kan være begrænsninger og skærpede krav, hvis vandet har været i kontakt med overflader indeholdende miljøfremmede stoffer. 

Er min grund egnet til nedsivning?

Luk alle
Åben alle

Når det regner, vil vandet samle sig i lavninger og skabe forsumpning. Placering af LAR-anlægget i en lavning er derfor ikke en god ide. Når du planlægger at etablere et LAR-anlæg, skal du derfor være opmærksom på, at du ikke placerer dit anlæg, hvor der i forvejen samler sig vand, når det regner.

I områder, hvor grundvandet står højt, er der risiko for, at grundvandet vil kunne stuve op i dit anlæg. Derved mindskes anlæggets volumen og rensningen af vandet reduceres. Nedsivning af tag- og overfladevand i områder med høj grundvandsstand er derfor ikke en god ide.  

Et tegn på, at grundvandet står højt, kan være, at der står vand på din plæne, specielt i vintermånederne. Du kan finde ud af, hvor højt grundvandet står på din grund ved at pejle det, se nærmere under afsnittet forundersøgelser.

Jordbunden skal være egnet til nedsivning.

Særligt sand og grus er meget velegnet til nedsivning. Består jordbunden især af ler, kræver det større faskiner. Hvis det er ren lerjord, er nedsivning ikke en mulighed. Jordens evne til at nedsive bestemmes ved en sivetests, se under afsnittet forundersøgelser.

Jorden, hvor anlægget placeres, må ikke være forurenet, da forureningen kan følge med regnvandet ned gennem jorden til grundvandet.

Du kan se om din grund er registreret som forurenet her.
Du kan søge på din adresse ved at trykke på "adresse-søgning" i bjælken over kortet.

Hvis områder er registreret som V1 eller V2-kortlagt, er nedsivning ikke en mulighed, da jorden allerede er konstateret forurenet.

Du skal være opmærksom på, om dit anlæg skal placeres i et område med særlige drikkevandsinteresser eller i et indvindingsopland til et vandværk, da der her kan være skærpede afstandskrav til grundvandet, afhængigt af hvilket anlæg du vælger.
Skal dit anlæg placeres tæt på en vandforsyningsboring, skal du også være opmærksom på afstandskravene. Afstandskravene finder du under Grundvandspejling.

Af hensyn til fremtidige klimaforhold anbefales det, at bunden af LAR anlægget altid ligger mindst en meter over grundvandsspejlet.

Skal dit anlæg ligge mindre end 300 meter fra en vandforsyningsboringer, der forsyner flere boliger, skal du være opmærksom på at der kun må nedsives tag- og overfaldevand via jordoverfladen, f.eks. regnbede.

Du kan se, hvor der er drikkevandsinteresser her.

Forundersøgelser

Luk alle
Åben alle

For at bestemme om jorden er egnet til nedsivning og samtidig afklare, hvor stort dit LAR-anlæg skal være, er det vigtigt at lave undersøgelser af jordens nedsivningsevne. Vejledning til undersøgelsen findes i Rørcenteranvisning 016 fra Teknologisk Institut, Bilag 1.

Læs vejledning her.

Inden du går i gang med dit projekt, skal du vide, hvor højt grundvandet står. Du skal pejle grundvandet. Det anbefales, at du søger professionel hjælp til opgaven.  

Grundvandet varierer over året, og står højest i perioden februar til april, og undersøgelserne bør derfor ske i denne periode, men ikke når jorden er frossen. Pejles der på andre tidspunkter af året, skal afstanden mellem bund af LAR-anlæg og grundvand være større, se tabellen herunder.

Afstandskravet fra bunden af LAR-anlægget til grundvandet kan variere alt efter, hvor man ønsker at etablere sit anlæg. I områder med særlige drikkevandsinteresser samt indvindingsoplande til almene vandværker, vil der være skærpede krav. Afstandskrav til grundvandet kan ses i nedenstående tabel 1.

 

Områder uden  drikkevands-interesser

Områder med drikkevandsinteresser

 

Tidspunkt for pejling

Meter under bund af anlæg

Via
jordoverfladen

Meter under bund af anlæg

Via
faskine          

Meter under bund af anlæg

Februar-april 0,5

0,5

2,5

Maj-juni 1,0

1,0

3

Juli-september 1,5

1,5

3,5

Oktober-januar 1,0 1,0 3

Tabel 1 Vejledende afstandskrav til grundvand over året

Når du ønsker at etablere et LAR-anlæg, er det vigtigt, at du har gjort dig tanker om, hvor vandet løber hen, når der kommer regnmængder, der er større end det, anlægget er dimensioneret til. Der bør laves et kontrolleret overløb, så overløb sker til steder, hvor der kun sker lidt eller ingen skade.
LAR-anlæg bør fx ikke løbe over til en kælderskakt eller mod bygninger. Ved faskiner bør der også laves en form for overløb, så en fuld faskine ikke medfører, at vandet stuver baglæns op i tagnedløbet og vand dermed sprøjter ud på muren gennem nedløbsrørets samlinger, eller medfører, at tagrenden løber over og gør tagkonstruktionen våd.

Der er grundejerens ansvar, at vand fra ens egen matrikel ikke ledes videre til naboen eller vejene.

 

Selve LAR-anlæg

Anlægget skal dimensioneres, udføres og placeres, så det sikres, at der ikke sker afstrømning over skel eller mod bygninger. Samtidig skal det sikres, at nedsivning af tag- og overfladevandet ikke udgør en risiko for grundvand samt drikkevandskvaliteten.   

Luk alle
Åben alle

Til dimensionering af LAR-anlæg kan Spildevandskomiteens regneark til LAR-dimensionering anvendes.

Skemaet kan downloades her.

Vejledning kan hentes her.

Når der tales om årshændelser henviser man til kraftigt regnvejr, der er så kraftigt, at det ”kun” optræder f.eks. årligt eller hver 5 år (5 års hændelse).

Anlægget dimensioneres ud fra følgende forudsætninger:

  • Skal kunne rumme mindst en 5 års regnhændelse
  • Der skal være en sikkerhedsfaktor på mindst 1,3. (det vil sige, at anlægget skal være en tredjedel større end egentlig beregnet). Sikkerhedsfaktoren er et forsøg på at tage højde for klimaforandringer, nedsat funktion over tid og beregningsusikkerhed.
  • For faskiner skal der desuden regnes med, at der ikke sker udsivning gennem faskinebund (her vælges 0 i regnearket).
  • Resultat af sivetest

 

Afstandskrav

Anlægget skal ligge i en vis afstand fra omgivelserne. Herunder ses de generelle retningslinjer.

  Lovmæssige krav [m] Vejledende afstand [m] Vejledende afstand ved minimal risiko [m]
Drikkevandsboring 25    
Almene vandforsyningsboringer med drikkevandskvalitet 300***    
Vandløb (dræn), søer, hav 25    
Beboelseshus med/uden kælder   5 2*
Hus uden beboelse med kælder   2

2*

Hus uden beboelse uden kælder   2 1*
Skel   2 0,5-1**

Tabel 2 Afstandskrav for nedsivning af tag- og overfladevand.

* Hvis terrænet falder bort fra huset, hvis huset er nyt, eller hvis der på et eksisterende hus er etableret et lag, der spærrer for opstigende grundfugt.

** Hvis jordbundsforholdene gør, at der ikke er fare for opblødning, eller hvis nabogrunden forbliver ubebygget.

*** Der kan ikke nedsives i faskine inden for en afstand af 300 m fra vandforsynings-boringer.

 

Vi anbefaler, at du læser Rørcenteranvisning 016 fra Teknologisk Institut. Her kan du læse om de forskellige typer anlæg og om, hvordan de skal anlægges.  

Du kan også finde inspiration og ideer til LAR-anlæg på Teknologisk Instituts hjemmeside om LAR i Danmark

Etablerer du en faskine, skal vandet inden tilløb passere en sandfangsbrønd.

En grundejer må selv etablere et anlæg og tilhørende ledninger til nedsivning på egen grund for enfamiliehuse med tilknyttede småbygninger og udenoms arealer. Det samme gælder ved afledning af vand fra overflader på landbrugsejendommes driftsbygninger og dertilhørende arealer. Grundejeren må dog ikke selv foretage til- og frakobling til det eksisterende kloaksystem. Det skal gøres af en autoriseret kloakmester.

Det er grundejeren, der har det fulde ansvar for, at etableringen af anlægget udføres efter gældende regler. Grundejeren har ligeledes ansvaret for vedligeholdelse af anlægget.

Struer Kommune anbefaler, at du kontakter en autoriseret kloakmester, når du skal etablere et LAR-anlæg.

Skal man søge om at lave et anlæg?

Du skal enten anmelde dit projekt eller du skal ansøge om en tilladelse. Det afhænger af det enkelte projekts placering, størrelse m.m. Nedenfor kan du se, om du skal anmelde dit projekt eller ansøge.

Luk alle
Åben alle

Tæt bebyggelse (f.eks. sommerhusområder, villakvarterer og klynger af ejendomme i det åbne land):

Ønsker du at nedsive tag- og overfladevand på egen matrikel fra mindre bygninger og overflader (f.eks. drivhuse, carporte og terrasser) og det samlede areal, der skal nedsives fra, er mindre end 50m2, kan du nøjes med at anmelde dit projekt.

Det åbne land (spredt bebyggelse):

Ønsker du at nedsive tag- og overfladevand på egen matrikel fra bygninger og overflader, og det samlede areal, der skal nedsives fra, er mindre end 300m2, skal du anmelde dit projekt.

Anmeldte anlæg kan til enhver tid tilbagekaldes uden erstatning, af hensyn til fare for forurening af vandforsyningsanlæg, eller hensyn til miljøbeskyttelsen i øvrigt, jf. miljøbeskyttelseslovens § 20.

Hvis dit anlæg opfylder kravene til en anmeldelse og etableres, dimensioneres og placeres som beskrevet på Struer Kommunes hjemmeside, kan du gå i gang med anlæggelsen umiddelbart efter, at anmeldelsen er indsendt.

Det samlede anmeldte areal (eksisterende og planlagte) på grunden må IKKE overstige de 50/300 m2. Bliver det samlede areal større, skal der laves en ansøgning. Læs mere under Hvornår skal jeg ansøge.

En anmeldelse foretages ved at udfylde et ansøgningsskema i Byg og Miljø. Blot skal du ikke vente på svar.

Tæt bebyggelse

Det kræver en ansøgning, hvis du vil nedsive tag- og overfladevand på egen matrikel og det samlede areal, der skal nedsives fra, er større end 50 m2.

Har du tidligere anmeldt nedsivning fra et areal på under 50 m2, skal du ansøge om tilladelse til et nyt projekt, hvis et nyt projekt gør, at et samlede areal kommer over 50 m2. Også selvom det nye projekt er under 50 m2.

Det åbne land

Hvis du vil nedsive tag- og overfladevand på egen matrikel og er det samlede areal, der skal nedsives fra, er større end 300m2, skal du ansøge om dit projekt.

Har du tidligere anmeldt nedsivning fra et areal på under 300 m2, skal du ansøge om tilladelse til et nyt projekt, hvis et nyt projekt gør, at et samlede areal kommer over 300 m2. Også selvom det nye projekt er under 300 m2.

Virksomheder

Ønsker du at nedsive tag- og overfladevand fra en virksomhed, skal du ansøge om dit projekt uanset størrelsen af arealet, der skal nedsives fra.

Vand fra veje eller større parkeringspladser

Ønsker du at nedsive overfladevand fra veje eller større parkeringspladser, skal du også ansøge om dit projekt.

Du kan ansøge her via Byg og Miljø

Du kan hente et kort til indtegning af det ønskede anlæg her

Det er vigtigt, at du har lavet dine forundersøgelser, inden du anmelder eller ansøger om dit projekt. Resultaterne af forundersøgelserne skal angives i anmeldelses- eller ansøgningsskemaet eller medsendes som bilag.

Sammen med anmeldelsen/ansøgningen skal der indsendes følgende bilag:

  • Tegning, der viser anlæggets placering herunder også rørføring samt angivelse af afstrømning ved overløb
  • Beregning af anlæggets størrelse

Kortmateriale

Du kan hente et kort til indtegning af det ønskede anlæg her

Du kan søge på din adresse i bjælken øverst.
Det er muligt at vælge forskellige baggrundskort, f.eks. luftfoto.
I den øverste bjælke er der en lille rød pil, hvis du vælger den kommer der værktøjer frem, så du kan tegne på kortet.
Du kan sætte mål på med den lille gule lineal (i samme bjælke, lige til venstre for).
Når du er færdig, vælger du printer ikonet (til venstre for linealen). Vælg "standart print", så laver den en pdf, som kan vedhæftes ansøgningen. 

Situationsplanen skal tydeligt angive, hvor det ansøgte ønskes opført eller hvilke arealer, der ønskes ændret anvendelse for.  

Det skal fremgå tydeligt af situationsplanen og angives med mål, hvor eventuelt eksisterende bebyggelse på ejendommen er beliggende i forhold til det ansøgte.

Når LAR-anlægget er etableret, skal du færdigmelde det til Struer Kommune. Der skal sendes en tegning over anlæggets placering og rørføring sammen med færdigmeldingen. 

Arbejde, der kræver autorisation f.eks. afpropning eller andre indgreb i eksisterende afløbsinstallationer, skal færdigmeldes af en autoriseret kloakmester.

Blanket til færdigmelding findes her.

Du kan hente et kort til indtegning af anlægget her.

Vi oplever desværre ofte, at rotter får adgang til boligen via ikke-sikrede tagnedløb.

Hvor tagnedløb udmunder frit og ikke har tilslutning til kloak eller dræn, skal du derfor enten montere et rottestop/-værn på tagnedløbet eller rottesikre åbningen med galvaniseret trådnet, rist eller lignende.

Ikke-benyttede dele af din afløbsinstallation skal afproppes ved tilslutningen til den benyttede del. Afpropningen skal gennemføres af en autoriseret kloakmester.