Sundheds­styrelsen opfordrer: Bliv nu vaccineret mod influenza

Feber og smerter i muskler og led er symptomer, som de fleste af os forbinder med influenza. Men influenza kan også give mere alvorlige sygdomsforløb, og derfor tilbydes de, der er i særlig risiko, gratis influenzavaccination. Også i år anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret mod influenza, hvis du er over 65 år, har visse kroniske sygdomme, er gravid i 2. eller 3. trimester eller på anden vis er i særlig risiko. Anbefalingen er også, at børn mellem 2-6 år bliver vaccineret mod influenza med næsespray hos lægen. Målet er at nå en dækning på 95 procent i år, og der er vi slet ikke endnu. 

”Vi er på vej ind i en vinter, hvor vi er meget bekymrede for, at mange bliver syge og også alvorligt syge af de infektioner, der er i omløb. Vaccination mod influenza bidrager til at forebygge alvorlig sygdom hos sårbare personer, og hvis færre bliver alvorligt syge, kan vi også aflaste vores sundhedsvæsen i en tid, hvor det oplever et stort pres. Derfor opfordrer vi dem, der endnu ikke har fået deres vaccination mod influenza, til at få det gjort, før influenzasæsonen tager fart,” siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen. 

Siden den 1. oktober har personer i særlig risiko kunnet få vaccinationen gratis hos lægen, på apoteket eller der, hvor de plejer at blive vaccineret. Over 1.200.000 personer har allerede fået vaccinationen, men særligt blandt yngre personer med kronisk sygdom, gravide i 2. og 3. trimester og børn i alderen 2-6 år er der stadig mange, der ikke er blevet vaccineret.  

Flere i risikogrupperne skal vaccineres i Struer Kommune  

I Struer Kommune er 10.068 personer i de risikogrupper, der anbefales af sundhedsstyrelsen at blive vaccineret. I Struer er 47 % på nuværende tidspunkt vaccineret, mens målsætningen fra sundhedsstyrelsen er 95 %. 

Immunforsvaret svækkes naturligt med alderen, og derfor er det ofte folk over 65 år, der oplever komplikationer forbundet med influenza. Men også danskere, der lever med en kronisk sygdom, gravide i 2. og 3. trimester og personer med svær overvægt kan opleve alvorlige sygdomsforløb. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at børn på 2-6 år bliver vaccineret mod influenza. Anbefalingen udspringer af et ønske om at beskytte børnene selv og deres familier mod influenza, herunder helt små søskende og sårbare slægtninge. Børn bidrager i høj grad til at sprede influenzasmitten i samfundet, og mange vaccinerede børn kan således bidrage til at inddæmme smitten og dermed beskytte sårbare borgere mod alvorlig sygdom og indlæggelse. 

I Struer Kommune kan du blandt andet blive vaccineret på apoteket. Du kan også bestille tid til vaccination hos din egen læge. 

Børn kan blive vaccineret hos deres praktiserende læge. 

 

Find mere information om influenzavaccinationen og målgrupperne:

Besøg Sundhedsstyrelsens hjemmeside