EM-fest i Struer bymidte, når Legends Tour rammer Struer

Der bliver EM-fest i Struer bymidte (P-pladsen på hjørnet af Smedegade og Torvegade), når Legends Tour rammer byen torsdag den 27. maj og tre dage frem.

Der bliver skrevet dansk fodboldhistorie, når Parken i København lægger græs til Danmarks indledende kampe ved sommerens EURO 2020. Og for at hjælpe hele Danmark med at komme i rød-hvid stemning har DBU og EURO 2020 skabt det mobile EM-museum ’Legends Tour’, der skal på tur i syv byer i Danmark.

Omdrejningspunktet for udstillingen er fortællingen om EM-triumfen fra 1992 og Danmarks EM-historie frem til slutrunden. Det sker igennem historier, merchandise og billeder fra hele Danmark. Gæsterne kan desuden tage aktivt del i udstillingen og fortælle deres egne anekdoter og oplevelser fra den sommer, hvor hele landet eksploderede i fodboldfest og fællesskabsfølelse, da Faxe ”ramte den lige i røven”.

"Danmark har en rig EM-fodboldhistorie, og alle minderne er nu samlet på det flytbare EM-museum, som bevæger sig igennem hele landet. Derfor er Legends Tour en gylden mulighed for at blive ramt af EM-feberen allerede inden starten på sommerens slutrunde", siger Jakob Jensen, administrerende direktør i DBU.

På museet kan man se små film, billeder og det ikoniske EM-trofæ, UEFA gav Danmark efter triumfen i Sverige i 1992, samt trøjer, handsker og andre historiske elementer fra ”sommeren, vi aldrig glemmer” og andre slutrunder. Det bringer danskerne endnu tættere på EM og kan vise, hvordan fodbolden gennem tiden har samlet os som nation.

Hele den fascinerende historie om turneringen er tilmed en verdenspremiere, eftersom udstillingen er den første af sin art nogensinde. Udover at kunne (gen)opleve Danmarks EM-historie, kan man også tippe en 13’er og være med i en konkurrence om fede præmier.

Når Legends Tour har været i de syv danske byer, bliver udstillingen flyttet til Ofelia Plads i København, hvor den vil blive stående under hele EM-slutrunden. Ofelia Plads er officiel Football Village under EURO 2020 i København.

 

Plan for Legends Tour:
10.-12. maj: Hillerød
13.-15. maj: Horsens
17.-19. maj: Nyborg
20.-22. maj: Nibe
24.-26. maj: Slagelse
27.-29. maj: Struer
31. maj-1. juni: København, Nørrebrohallen
2.-3. juni: København, Litauens Plads
4.- 5. juni: København, Christianshavns Torv
6.-7. juni: København, Göteborg Plads
8. juni: København, Tingbjerg