Vær med til at navngive Struers nye dagtilbud

Struer Kommunes Center for Skole og Dagtilbud har udskrevet en navnekonkurrence for det nye dagtilbud i Østbyen, der i øjeblikket færdigbygges på Gimsinghovedvej.

I det nye dagtilbud lægges der stor vægt på trygge rammer samt gode og moderne læringsmiljøer.

Når dagtilbuddet bliver indviet, har alle syv distrikter i Struer Kommune fuldt og moderne tilbud til børnene med både vuggestue, børnehave og skole.

Der er derfor grund til at finde et nyt navn og bede borgernes kreativitet om hjælp, som også har været bragt i spil ved andre navngivninger af de kommunale institutioner, borgerne har et forhold til og bruger i hverdagen.

Alle kommunens borgere er velkomne til at deltage ved at komme med forslag til hvad det nye, samlede dagtilbud med både vuggestue og børnehave skal hedde.

Du kan deltage ved at sende dit forslag til kommunikation@struer.dk senest tirsdag den 25. maj kl. 12. Hvis der ligger en historie bag dit forslag, så skriv den gerne i mailen.

Struer Kommune ønsker, at så mange som muligt deltager, så vær med til at sprede budskabet – og hjælp gerne dem, der gerne vil indsende et forslag, men ikke er fortrolige med at sende en mail.

Børne- og Uddannelsesudvalget tager stilling til forslagene på mødet den 2. juni 2021, og indstiller derefter forslag til navngivning til Byrådet for endelig godkendelse.