12 projektforslag til mere grøn energi i Struer Kommune vurderes i Byrådet

Struer Kommune ønsker at bidrage til den grønne omstilling og bakker op om regeringens målsætning om, at energiproduktionen fra sol- og vindenergi skal firedobles frem mod 2030. Målet er, at Danmark skal være et klimaneutralt samfund i år 2050, og i Struer kommune vil vi gerne understøtte borgere og virksomheder i den omstilling.


I efteråret efterspurgte kommunen ideer og forslag til solcelle- og vindmølleprojekter. Det har resulteret i 12 forslag: 5 solcelleprojekter, 4 vindmølleprojekter og 3 hybridprojekter, hvor solceller og vindmøller indgår i samme projekt.

- ”Jeg er virkelig glad for den store interesse for at sætte energianlæg op i kommunen. Energianlæg, der producerer vedvarende energi, er en hjørnesten i den grønne omstilling. For mig er det vigtigt, at vi får omstillet vores energiforsyning, så vi kan få blive fri for fossile brændstoffer. Det er også vigtigt, at vi får forbedret vores forsyningssikkerhed, og her er det helt centralt, at vi satser mere på lokalt produceret vedvarende energi”, udtaler borgmester Mads Jakobsen.

Det sker der nu med forslagene

Forslagene til de nye energiprojekter skal nu behandles i Struer Byråd. Her beslutter byrådet, hvilke projekter kommunen vil gå videre med. Vurderingen sker på baggrund af det projektmateriale, der foreligger nu, herunder en indledende vurdering af projekternes kvaliteter og eventuelle planmæssige udfordringer.
Efter den politiske behandling går kommunen i nærmere dialog med ansøgerne bag de udvalgte projekter. Formålet er at afstemme forventninger til projekterne. Derudover er det også at se på, om projekterne skal tilpasses, så de tager hensyn til borgerne, landskaber og natur. Først herefter kan kommunen sætte gang i en konkret planlægning af de udvalgte, relevante projekter.

En proces med konkret planlægning af nye projekter består oftest af: Kommuneplantillæg, lokalplan, miljøvurdering af planerne og miljøkonsekvensvurdering af projektet. I forbindelse med den konkrete planlægning vil der være flere faser med høringer og borgerinddragelse.

Fakta om regeringens mål for grøn energi

  • Ifølge Klimaloven skal Danmark reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990, med det mål, at Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund i senest 2050. Danmarks nye regering har netop fremrykket målsætningen til 2045.
  • For at indfri målsætningen skal energiforbruget ændres. Fossile brændsler som olie og gas skal udfases, og energiforbruget skal komme fra vedvarende energikilder. Solceller og vindmøller er kendte teknologier, der kan levere billig grøn energi. I rapporten ”Danmark kan mere II” estimerede den daværende regering, at energiproduktionen fra solenergi og vindmøller på land skal firedobles frem mod 2030.