Ambitiøst biblioteks­projekt: 600 midt- og vestjyske unge skal skabe en bog om klima


Otte midt- og vestjyske biblioteker går sammen om at kickstarte skaberkraft, kreativitet og engagement hos områdets 8. klasser i et stort anlagt projekt, kaldet Ordforbindelse. Projektet giver de unge ordet gennem kunst og litteratur for at finde svar på, hvad klimadagsordenen betyder for dem.

Bibliotekernes verdensmålsuge i uge 17 danner rammen, når 600 8. klasses elever mødes på otte biblioteker over hele Midt- og Vestjylland. Eleverne skal sammen med professionelle forfattere og kunstnere i nyskabende workshopforløb producere tekster og visuelle udtryk om klima – i de unges eget perspektiv.


Borgmester: Det er vigtigt at høre, hvad unge har på hjerte

Alle i projektet arbejder frem mod et fælles mål: at skabe unikke værker, der samler de unges syn, tanker, fortolkninger og perspektiver på klima – og deres egen fremtid. De unges værker samles til en bog, der udkommer til en stor bogreception på Børnefolkemødet i Herning den 12. oktober.

- Klima er en vigtig dagsorden, både lokalt og globalt. Fremtiden er de unges, og derfor er det vigtigt, at de griber ordet, og at vi lytter. Jeg er spændt på, hvad de har på hjerte, og hvilke perspektiver det giver debatten, at de netop skal arbejde med klima på kreative og kunstneriske måder. Jeg er stolt af, at Struer Bibliotek går forrest med et projekt af den her størrelse, og håber at det kan give ekstra liv til ungekulturen både her i kommunen og på tværs af regionen, udtaler borgmester Mads Jakobsen.

På tværs af otte lokale biblioteker

Ordforbindelse er et nyt, fælles biblioteksprojekt, ledet af Struer Bibliotek, som folkebibliotekerne fra Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Skive, Varde, Ikast-Brande og Struer er gået sammen om.
Det ungedrevne nonprofitforlag Ordskælv er samarbejdspartner og sætter holdet af deltagende kunstnere. Det er også dem, der skaber det endelige værk i samarbejde med de unge.

- Balancegangen mellem klimaangst og inspiration til handling kan være svær, men kunsten og kulturen kan netop være den nøgle, der åbner op for de komplekse og tunge emner. Det er et kæmpe privilegium for bibliotekerne at kunne invitere så mange unge ind til møder med professionelle kunstnere for at udveksle ord, skabe mening og danne fællesskaber. Når projektet er overstået, kommer vi til at stå med en helt unik bog i hænderne, og jeg kan slet ikke vente med at læse den, lyder det begejstret fra biblioteksleder Rasmus Thøgersen, Struer Bibliotek


Projektet er blevet til med støtte fra Kultursamarbejdet Midt- og Vestjylland, Region Midtjyllands Kulturpulje og Europe Direct Midtjylland og Europe Direct Syddanmark og har et samlet budget på 1.400.000 kr.