Nyt kompetenceforløb skal sikre børn endnu bedre trivsel i dagtilbuddene

I weekenden summede Struer Energi Park af ekstra energi, da ansatte fra Struer Kommunes dagtilbud indtog lokalerne. Lørdag d. 18. marts havde Center for Børn og Unge nemlig kick-off møde på deres nye kompetenceudviklingsforløb. I alt deltager 8 institutioner i det ambitiøse projekt, som skal løbe hen over de næste tre år i tæt samarbejde med VIA.

Fællesskaber skal styrke børns trivsel og udvikling

Centrets kompetenceudvikling har et tydeligt endemål i kikkerten. Først og fremmest skal projektet være med til at forstærke den pædagogiske praksis i de kommunale dagtilbud. Ambitionen med forløbet er dermed at finde frem til, hvordan det pædagogiske personale i de enkelte institutioner skaber og ikke mindst vedligeholder et omfavnende fællesskab for deres børn.

Medarbejdere i Struer Kommunes dagtilbud spiller en central rolle for de fleste af Struer Kommunes 0-6-åriges hverdag […] for at understøtte, at alle børn får mulighed for at udfolde deres potentiale, så de trives, udvikler sig og lærer bedst muligt uanset familiemæssig baggrund.

- Signe Valentin Bak, Afdelingsleder for Center for Børn og Unge

I samarbejde med institutionerne og VIA skal det 3-årige forløb således etablere et fælles og inkluderende mindset samt fagsprog. Der skal med andre ord fastlægges en faglig rød tråd på tværs af dagtilbud, SFO’er og skoler ift., hvordan pædagogiske værktøjer tages i brug over for børnene i Struer Kommune.

Fælles refleksion og praksisopgaver

Selve kompetenceudviklingsforløbet vil foregå i tre etaper med én etape i hvert år. For at sikre de bedste succeskriterier med projektet, fokuserer hver etape på en bestemt målgruppe; første etape henvender sig specifikt til ledere og medarbejdere i dagtilbud, mens anden etape i stedet retter sig mod ledere og medarbejdere i SFO’er, og tredje etape henvender sig til ledere og medarbejdere i Indskolingen.

Struer Kommune ønsker et fælles inkluderende mindset, som har fokus på børns trivsel, udvikling, dannelse og læring på tværs af dagtilbud, SFO og Indskoling.

- Signe Valentin Bak, Afdelingsleder for Center for Børn og Unge

Undervisningen foregår dog ikke kun som klassisk tavleundervisning, men er i stedet tilrettelagt ud fra en såkaldt aktionslæringstankegang. En vigtig prik i forløbets læring er dermed praksisøvelser, som medarbejderne kommer til at fordybe sig i. Ved hver undervisningsgang præsenteres deltagerne for forskellige tematikker f.eks. et inkluderende børne- og læringssyn.

Herefter skal pædagogerne ”ud i marken”, hvor de skal spotte, hvordan de pågældende temaer er synlige i lige netop deres institution blandt deres børn. I den forbindelse fremhæver Center for Børn og Unge vigtigheden af, at Struer Kommunes institutioner giver børnene en ordentlig start allerede fra 0-6 årsalderen:

- Forskning viser, at der er en sammenhæng mellem dagtilbud af høj kvalitet og børns senere livsmuligheder. Dette forpligtiger til [at vi] fortsat arbejder med at udvikle den pædagogiske praksis i Struer kommunes dagtilbud, så den understøtter børns trivsel, udvikling og læring.

Næste skridt i udviklingsforløbet

I løbet af foråret begynder kompetenceudviklingsforløbets undervisningssessioner for alvor bl.a. med fyraftensmøde og en såkaldt asynkron læringssti. Herefter byder efteråret 2023 på opstart af dagtilbuddenes medarbejdere. Institutionerne har dermed et ambitiøst udviklingsforløb i vente, der i sidste ende skal styrke både deres og børnenes trivsel såvel udvikling.