Nyt naturområde ved Resen Bæk indviet

Det blev en festlig indvielse af naturprojektet ved Resen Bæk den første torsdag i maj for omkring 60 fremmødte i alle aldre. Omkring 20 børn fra Resen Friskole SFO var også med, og med stor iver hjalp de med at lægge sten ud i vandløbet.

”Naturprojekt ved Resen Bæk og Kramshule Dal – vandløbsgenslyngning og helårsgræsning” er gennemført i et samarbejde mellem Struer Kystfisker Forening og Struer Kommune og er finansieret af Den Danske Naturfond, kommunen og Geopark Vestjylland.

Projektet blev sat i værk af frivillige kræfter fra Kystfiskerne, som arbejder for renere vandløb og bedre forhold for i og omkring kommunens vandløb. Der er brugt et stort antal frivillige timer i projektet til alt fra ansøgning og projektstyring, til træfældning og udlægning af sten og grus. Uden det store frivillige arbejde ville projektet aldrig være blevet gennemført. Også flere lokale lodsejere har lagt jord til projektet.

I sin indvielsestale sagde borgmester Mads Jakobsen blandt andet:

- Vi har fået et sammenhængende naturområde, hvor både dyr og planter får bedre vilkår. Både i bækken og på land i området omkring bækken. Tak til jer lodsejere som har ladet arealer indgå i den fremtidige naturpleje af området Kramshule Dal. Fra det nye slyngede vandløb kan fisk og andre dyr nu vandre op igennem søen og videre op i vandløbet længere opstrøms. Projektet vil skabe og åbne op for næsten 1,5 km gydeegnet vandløb.

Områderne langs det nye vandløbsforløb er også tænkt ind. For eksempel ved at lægge dødt ved ud, som giver insekter og planter nye levesteder. Islandske heste græsser området af som naturplejere. De vil være med til at skabe ny natur, som øger biodiversiteten. Jeg glæder mig over, at vi her ved Resen Bæk nu har fået et dejligt naturområde.