Har du problemer med vand på din ejendom?

Ophobning af vand kan for eksempel skyldes manglende vedligeholdelse af dræn eller vandløb.

Du har altid pligt til at modtage vand fra højere liggende arealer. Du har derfor også pligt til at vedligeholde dine vandløb, rørlægninger og dræn.

Mener du, at det skyldes forhold hos naboen, bør du tage en snak med naboen for at afklare, hvad der er årsagen til vandproblemerne.

Hvis du

  • ikke kender årsagen eller
  • hvis du og naboen ikke finder en løsning   

kan du udfylde dette skema, og sende det til kommunen.

Vi vil herefter undersøge sagen og kontakte de berørte lodsejere.

Hvis det er nødvendigt, starter vi en vandløbssag.

Hvordan forløber en vandløbssag?

Efter vi har modtaget en klage, vil vi kontakte de berørte lodsejere. Hvis der ikke kan findes en løsning, indkalder kommunen til et vandløbssyn.

De berørte lodsejere og medarbejdere fra kommunen mødes på stedet. De berørte lodsejere forklarer og drøfter problemerne.

Hvis der opnås enighed om en aftale, nedskrives den på stedet og underskrives af de tilstedeværende parter.

Løsningerne på en vandløbssag.

Der er 2 mulige løsninger på en vandløbssag.

  • Enighed - De berørte lodsejere er blevet enige om en løsning. Løsningen underskrives af lodsejerne. Arbejdet udføres. Arbejdet meldes færdig til kommunen.
  • Påbud. Hvis der ikke kan opnås enighed, vil den lodsejer, der er ansvarlig for problemet, kunne få påbud om at udføre vedligeholdelsesarbejdet eller om at fjerne det ulovlige forhold. Påbuddet skal opfyldes inden for et givent tidsrum. Hvis påbuddet ikke opfyldes, kan der blive tale om politianmeldelse og/eller eventuelt udførelse af arbejdet på lodsejerens regning.

Et skema til at rejse en vandløbssag mod din nabo, kan du finde her.