Vedligeholdelse af offentlige vandløb

Der er for hvert af de offentlige vandløb vedtaget et regulativ. Af regulativerne fremgår det, at det er kommunen, der skal vedligeholde vandløbene. I de private vandløb er det den enkelte lodsejers ansvar at vedligeholde vandløbet.

Vedligeholdelse af offentlige vandløb

Vedligehold af de offentlige vandløb omfatter grødeskæring og skæring af brinkbevoksning. 

I sommerperioden skærer kommunen grøde i vandløbene – det vil sige fjerner vandplanterne. Det sker typisk 1 gang om året. I enkelte vandløb er det 2 gange om året.

Ved grødeskæring fjerner vi plantevæksten i en strømrende, som ikke fjerner alt grøden. Strømrenden sikrer at vandet kan løbe hurtigt væk. På den måde tager vi hensyn til vandløbets vandføringsevne og tilgodeser plante- og dyrelivet.

Der findes mange metoder til at forbedre vandløbene. Nogle steder slår vi grøden i en slynget strømrende eller vi bevarer skyggegivende trævækst. Dette er for at skabe varierede biologiske forhold - både til gavn for blandt andet fisk, men også til gavn for de mange vandinsekter og planter, der hører til i gode vandløb.

Oprensning

Normalt er det ikke nødvendigt at rense op i vandløbene. Det fremgår af regulativerne, hvornår der skal renses op i det enkelte vandløb.

Plan og Miljø arbejder løbende med at forbedre forholdene i vandløbene.