Limfjordsskolen er blandt de bedste til at udvikle eleverne fagligt

Det er en stolt skoleleder, Casper Sand, der går rundt på Limfjordsskolen i Struer i disse dage. Tænketanken CEPOS har beregnet alle grundskolers såkaldte undervisningseffekt for skoleåret 2022/2023. Det er en måling af for skolernes evne til at løfte det faglige niveau, og Limfjordsskolen er næsthøjest af alle skoler i Holstebro, Lemvig og Struer Kommune, lige efter Mejrup Skole ved Holstebro.

- Vi er naturligvis meget stolte af resultatet. Både eleverne og lærerne fortjener stor ros for deres indsats. Målingen viser, at Limfjordsskolen er en skole i god faglig trivsel. Vi har forventninger til alle elever om, at de udvikler sig fagligt – uanset baggrund og forudsætninger”, udtaler skoleleder Casper Sand.

Målingen af undervisningens effekt foretages på skolernes afgangselever og tager højde for den enkelte skoles sammensætning af elever og deres familiemæssige baggrund. Effekten vises som et tal, hvor 0 er det forventelige. Det fleste skoler ligger indenfor +/- 0,3.
På Limfjordsskolen er tallet 0,5. Det betyder, at skolen løfter elevernes faglige niveau flot, og det placerer Limfjordsskolen flot højt på barometret. Skolen er nr. 54 blandt alle 1413 fri- og folkeskoler i hele landet.

Vi fokuserer på trivsel, ikke karakterer
Skolelederen på Limfjordsskolen fortæller, at det, efter hans vurdering, også er skolens fokus på trivsel fremfor karakterer, der er medvirkende til de flotte resultater:

- For os er det vigtigste, at eleverne rustes godt til livet efter skolen. Derfor er elevernes trivsel det afgørende for os. Det gælder både deres sociale og faglige trivsel, siger Casper Sand.

Skolen har for at understøtte det, blandt andet indført en studieperiode i stedet for den gamle læseferie.

- På den måde kan alle elever, der har brug for det, komme på skolen og få vejledning i eksamensperioden, forklarer skolelederen.

Limfjordsskolen er Struer Kommunes største skole med 620 elever. Skolen er samtidig overbygningsskole for eleverne fra Hjerm. Limfjordsskolen opstod ved en sammenlægning af Gimsing Skole og Struer Østre Skole.

Gode nyheder i en lind strøm
Formanden for kommunens Børne- og Uddannelsesudvalg, John Christoffersen, er også glad og stolt:

- De gode og positive nyheder om vores skolevæsen kommer i en lind strøm i i øjeblikket. Ved afsluttende eksamen i 9. klasse placerer vores elever sig i den bedste tredjedel på landsplan. På vores skoler er der så lavt fravær blandt eleverne, at vi også her placerer os i den bedste tredjedel på landsplan.
Og nu kommer så denne fine måling, som viser, at Limfjordsskolen er blandt de bedste til at udvikle eleverne fagligt.
De resultater er vi stolte af, og fra Børne- og Uddannelsesudvalget skal der lyde en stor tak til alle ansatte indenfor vores skolevæsen for deres kontinuerlige fokus på at give eleverne en rigtig god ballast, både fagligt og socialt. Her i kommunen er vores mål at skabe gode skoler - i god faglig trivsel. De positive resultater viser, at vi er på rette vej mod målet, og det er i høj grad de ansatte ved vores skoler, vi kan takke for det, siger John Christoffersen.