250 borgere til Job & Uddannelses­messe i Struer

Lokalerne i Struer Energi Park summede af livlig aktivitet, da Jobcentrene fra Struer og Lemvig Kommuner åbnede dørene til årets Job & Uddannelsesmesse.

Hele 250 borgere valgte at bruge formiddagen på messen, hvor 17 lokale virksomheder, der alle mangler arbejdskraft lige nu, stod klar med deres job. Fire vikarbureauer var også med.

Jobcentrene havde derudover 29 jobs fra andre lokale virksomheder med. Det er virksomheder, der har bedt Jobcentret om at finde egnede kandidater.

Jobvæg til jobmesse
300 ledige jobs samlet på jobvæg tiltrak stor opmærksomhed

På en stor væg midt i hallen hang 300 opslåede stillinger inddelt i brancher, så det var let overskueligt. Den tiltrak stor opmærksomhed fra de besøgende, som straks fiskede mobilen frem og tog billeder af opslagene.

Uddannelsesdelen af messen var også flot repræsenteret. 14 lokale uddannelsesinstitutioner stod klar til at tale om de mange muligheder, der er for uddannelse, kurser og opkvalificering i vores landsdel.


Konkrete jobtilbud og flotte tilbagemeldinger

En første status ved messens afslutning viser, at det batter noget, når man mødes ansigt til ansigt. Flere af de deltagende virksomheder har bedt om at få CV’er tilsendt på borgere, der lagde vejen forbi deres stande på messen.

- De tilbagemeldinger, jeg har fået fra flere af de virksomheder, der deltog, er, at der kom mange flere kandidater, end de havde forventet. Flere har indkaldt borgere til jobsamtaler allerede. Og så er der en borger, der har ringet til mig og fortalt, at han har fået job på messen. Han starter allerede på mandag. Det er jo helt super, siger Jan Norup Olesen fra Jobcenter Struer.


Han kan også fortælle, at der på uddannelsesstandene på messen var mange gode snakke om uddannelse og opkvalificering. Flere borgere har ønsket at få vurderet deres samlede kompetencer og erfaringer i en såkaldt realkompetencevurdering. Det går uddannelsesinstitutionerne videre med.


Job- & Uddannelsesmessen er en årligt tilbagevendende begivenhed. Den er en del af det tætte samarbejde mellem Jobcenter Lemvig & Jobcenter Struer og er åben for alle interesserede borgere. De 250 besøgende på årets messe var primært fra Struer og Lemvig Kommuner, men der kom også borgere fra flere andre steder i landsdelen. Messen blev åbnet af Steen Jakobsen, formanden for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i Struer Kommune.

En borger har ringet og fortalt, at han har fået job på messen. Han starter allerede på mandag. - Jan Norup Olesen, Jobcenter Struer.