Unge fra STUdie ved Fjorden hjælper med at gøre butik klar til åbningsfest

Papkasserne bliver hurtigt tømt, og tøjstativerne bliver fyldt op på ingen tid. Den nye Sport24 Outlet er ved at gøre sig klar til næste uge, hvor de åbner dørene til deres nye butik på Trudsøvej. I den forbindelse har de fået ekstra hjælp til klargøringen af elever fra skolen STUdie ved Fjorden.

STUdie ved Fjorden er et tilrettelagt studietilbud i Struer, der tilbyder ungdomsuddannelse til unge med særlige behov. Her spiller virksomhedspraktik en vigtig rolle, da det det giver de unge mulighed for at opleve en rigtig arbejdsplads og prøve kræfter med forskellige opgaver.

Sjovt at hjælpe med at åbne butik

I løbet af ugen har de unge således været i praktik hos Sport24 Outlet. Her har det været vigtigt for butikspersonalet, at eleverne har fået lov til at arbejde med opgaver, der passer til deres niveau. For nogle har det involveret at få lov til at hente varer fra den nuværende sportsbutik på gågaden, mens andre har sørget for at arrangere varerne.

Tre af de unge fra STU-skolen er 18-årige Victoria og Marie samt 22-årige Martin. I dag har de fået til opgave at sætte alarmer på varerne, hvilket de gør i et præcist, men hurtigt tempo. De er alle rigtig glade for at være i praktik hos Sport24 Outlet:

”Det er ikke hver dag, at vi får mulighed for at gøre en butik klar til åbning. Det er sjovt,” fortæller Victoria, mens hun pakker sportstøj ud.

Takket være elevernes indsats har Sport24 Outlet på kort tid fået fyldt næsten hele lokalet, der i ugens start stod helt tomme. Butikken er rigtig glad for det store arbejde, eleverne har lagt for dagen. Derfor bliver praktikforløbet afsluttet med pizza for at fejre eleverne.