Sirenerne testes onsdag d. 3. maj

Myndighederne bruger varslingssirenerne til at advare om større ulykker eller katastrofer. Derfor er det vigtigt at teste sirenerne, både for at identificere eventuelle fejl og for at minde borgerne om, hvad vi skal gøre ved en reel varsling. Den årlige test foregår altid den første onsdag i maj kl. 12, hvilket betyder, at årets sirenetest foregår:

ONSDAG DEN 3. MAJ 2023 KL. 12:00 til KL. 12.15

I 2022 begyndte krigen i Ukraine, og sidste års sirenetest var derfor fulgt af en større oplysningskampagne end sædvanligt. Det skyldtes bl.a. tilflygtede ukrainere samt en generel bekymring om krig i Europa. Krigen raser stadig, og det er derfor stadig nødvendigt at informere bredt om den kommende test af varslingssystemet. Derfor er informationsmateriale om sirenerne og testen af disse også oversat til ukrainsk og russisk. Materialet er ligeledes på dansk, engelsk og en række andre sprog. Du finder informationsmaterialet nederst på siden.

Test af det nye varslingssystem S!RENEN

I år udvider myndighederne deres test til også at omhandle det nye mobilbaserede varslingssystem S!RENEN, der blev lanceret i marts 2023. S!RENEN supplerer de nuværende fysiske varslingssirener ved at sende advarsler til alle mobilenheder med opdateret styresystem. Der skal ikke bruges en særlig app eller tilmelding for at modtage beredskabsmeddelelserne.

Du kan læse mere om S!RENEN her

Når sirenevarsling ikke er en test

Advarsler via S!RENEN forklarer, hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre. Hvis du modtager en advarsel via S!RENEN, og det ikke er en test, er tommelfingerreglen:

STOP. LÆS. REAGÉR.

Hvis du derimod hører de fysiske varslingssirener, og det ikke er en test, er rådet:

GÅ IND OG SØG INFORMATION HOS DR ELLER TV2

Ring kun 1-1-2, hvis du eller andre er i akutfare og har brug for hjælp fra politi, ambulance eller brandvæsen. I forbindelse med sirenevarsling videreformidler DR og TV2 på deres platforme en beredskabsmeddelelse fra myndighederne, hvor de forklarer: Hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre.

Download informationsmateriale

Informationsflyer på dansk

Informationsflyer på engelsk

Informationsflyer på ukrainsk

Find øvrige sprog hos Beredskabsstyrelsen