Der er kommet mere ro på både morgener, aftenritualer og andre hverdagssituationer på Nordstjernen i Struer, som er hjem for børn og unge med blandt andet autisme, opmærksomhedsforstyrrelser og betydelige funktionsnedsættelser. Her betyder rutiner, struktur og fokus på det, man godt kan ekstra meget for trivslen.
Netop det er grundsten i den anerkendte pædagogiske tilgang KRAP, der står for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik. På Nordstjernen har to pædagoger videreudviklet metoden, så den nu passer præcis til børne- og ungehjemmes hverdag, og med det er en større kulturudvikling sat i gang for alle på institutionen.
Hvad betyder det for børnene?
KRAP er ikke bare et kursus – det er en fælles faglig tilgang, som alle medarbejdere arbejder ud fra, forklarer de på Nordstjernen:
Vores tilgang betyder, at børnene møder voksne, der har samme sprog og samme måde at skabe relationer på. Det giver forudsigelighed og ro i hverdagen. I stedet for at spørge ”Hvad er problemet?”, spørger vi: ”Hvad fungerer – og hvad kan vi bygge videre på?”. Det styrker børnenes selvværd og ressourcer og gør indsatsen mere målrettet og forebyggende, forklarer Jeanette Laursen og Anja Ladegaard Krarup, som er pædagoger på Nordstjernen og har udviklet den nye ”Nordstjernen”-metode.
Hvordan mærkes det i praksis?
KRAP bruges i alle hverdagens situationer – fra morgenrutiner til sengetid. Metoden hjælper de ansatte på stedet, når de analyserer og forstår adfærd, så de kan støtte børnene bedst muligt.
Vi arbejder med visuelle værktøjer, struktur og forudsigelighed, og vi ser tingene fra barnets perspektiv. Det betyder færre misforståelser og mere ro – noget både børn og forældre kan mærke – og vi mærker det jo også selv hver eneste dag, smiler Jeanette Laursen.
Hvorfor er Nordstjernens forløb særligt?
I stedet for et traditionelt KRAP-kursus har Nordstjernen udviklet et internt læringsforløb, hvor medarbejderne arbejder med egne erfaringer og konkrete situationer fra hverdagen.
Vi oplever, at vores egen måde at arbejde med KRAP-principperne på giver ejerskab, relevans og en fælles retning for hele personalet. Forløbet strækker sig over et halvt år med faste møder, refleksion og sparring. Det sikrer, at KRAP ikke bare bliver teori, men en levende del af kulturen – og dét mærker vi virkelig positivt i hverdagen, siger Anja Ladegaard Krarup.
Vores faglighed vokser
Erfaringerne med det interne forløb er allerede rigtig gode:
Som personale har vi opnået en stærkere faglighed, bedre samarbejde og en mere ensartet tilgang til børnene. Når kollegaer deler viden med hinanden, styrker vi både kvaliteten i kerneopgaven og arbejdsglæden. Og i sidste ende giver det en bedre hverdag for de børn og unge, vi er her for. Det er da win-win, slutter Jeanette og Anja i kor.

