Job- og uddannelsesmesse fik stor tilstrømning fra lokale virksomheder og uddannelsessteder

Publiceret 10-04-2025
Nyhed

For tredje gang inviterede Jobcenter Struer og Lemvig jobsøgere og andre interesserede til Job- og Uddannelsesmesse i Struer Energi Park. I år var opbakningen så stor, at messen var nødt til at tage to haller i brug.

Det var næsten mulighedernes slaraffenland, da Struer Energi Park lagde lokaler til dette års Job- og Uddannelsesmesse. Til messen kunne både jobsøgende og andre nysgerrige sjæle kigge forbi for at få indblik i nogle af de mange arbejds- og uddannelsesmuligheder, som det vestjyske kan byde på.

Det er tredje gang, at messen løber af stablen, og i år har opbakningen været ekstra stor. I alt deltog 3 vikarbureauer, 20 uddannelsessteder og 22 forskellige virksomheder i messen, hvilket betød, at der var 50 procent flere stande end tidligere:

Det er dejligt at se den store opbakning, der har været fra både virksomheder og uddannelsessteder i år. De er med til at gøre messen til virkelighed, og det gør også, at vi endnu bedre kan starte den gode dialog mellem potentielle kandidater og arbejdsgiver, fortæller Jan Norup Olesen, projektkoordinator hos Jobcenter Struer.

Stærkt samarbejde mellem jobcentre

Job- og Uddannelsesmessen er arrangeret i et tæt samarbejde mellem Jobcenter Struer og Jobcenter Lemvig. Derfor kunne besøgende under messen finde jobs og uddannelsesmuligheder fra både de to områder såvel udenfor kommunegrænserne.

Den store tilslutning betød, at messen for første gang var nødt til at tage to haller i brug for at kunne rumme al den gode aktivitet.

Vi er rigtig glade for, at vi kan samarbejde på den her måde. Det gør, at vi kan samle endnu flere tilbud til messen og sørge for, at vi har repræsenteret et bredt og varieret branchefelt for de forskellige besøgende, udtaler Helle Madsen Vrist, virksomhedskonsulent hos Jobcenter Lemvig

Udover de mange messestande, blev jobvæggen også flittigt besøgt. Her havde jobcentrene ophængt omkring 300 forskellige jobopslag af både fuldtids- og deltidsstillinger samt projektansættelser og feriejobs, som i skrivende stund var ledige.

Jobvæggen var dækket fra top til bund i ledige stillinger fordelt efter branche.