I Struer Kommune ønsker vi at give vores elever en motiverende skoledag, hvor idræt og bevægelse får mulighed for at blive en inkluderet del af skoleskemaet. Den styrkede områdeindsats fik vi i dag anerkendt af organisationen Dansk Skoleidræt, da vi sammen med 14 andre af landets kommuner opnåede titlen som Skoleidrætskommune 2026.
Det er femte gang, at Dansk Skoleidræt kortlægger kommunernes arbejde med idræt og bevægelse, og i år fik Struer æren af at lægge scene til offentliggørelsen.
Det foregik på Hjerm Skole, hvor Morten Graversen, Formand for Børne- og Uddannelsesudvalg, fik fornøjelsen af at tage imod diplomet, som synligt bevis på, at vi nu kan kalde os en Skoleidrætskommune 2026:
”At Struer Kommune igen bliver udnævnt som skoleidrætskommune hænger meget tæt sammen med den retning, vi politisk har sat i vores Børne- og Ungepolitik. Her har vi et klart fokus på bevægelse, leg og aktive fællesskaber som en del af vores børn og unges hverdag. Kåringen handler ikke kun om politik og planer, den handler om jer børn – I viser at læring og bevægelse hænger sammen. Det I laver her i dag, er lige præcis det, vi gerne vil se mere af,” udtalte Morten Graversen i forbindelse med diplomoverrækkelsen.
Som led i arrangementet fik flere elever fra Hjerm Skole også god mulighed for at vise nogle af de initiativer, som skolen arbejder med. Det inkluderede bl.a. 0. og 4. årgang, der fik fremvist deres ”Aktiv matematik”, hvor hovedregning bliver kombineret med bevægelse.
