Flot vejr og flot fællesskab til Royal Side Run på Thyholm

Publiceret 29-05-2026

Blå himmel, solskin og godt humør fyldte gaderne i Hvidbjerg, da der onsdag var Royal Side Run for femte år i træk, og løbere i alle aldre fra dagpleje og børnehus over skole til plejecenter fik en flot og festlig løbeoplevelse sammen

Børn og voksne løb i gaderne i Hvidbjerg til Royal Side Run

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at man på Thyholm afvikler sit eget Royal Side Run, og i år var ingen undtagelse. Der var godt fyldt op på pladsen ved Børnehuset, hvor hele 300 deltagere var mødt op. Humøret var helt i top til fælles opvarmning, inden borgmester Marianne Bredal klippede startsnoren. De mange løbere blev sendt afsted på tre forskellige løberuter af varierende længde rundt i byen. 

Løbet er for alle, og deltagerne på ruterne kommer i alle aldre fra vuggestue, dagpleje, børnehave, førskole, x klasse, 0.-4. klasse og plejecenter Solvang.  Thyholm Skoles 6. klasse sørgede for musikstationer på ruterne, og rundt i byen var flagene hejst, og mange lokale stod klar til at heppe.  

Ved målstregen fik alle en flot medalje om halsen, og som traditionen byder, vankede der også kaffe og kage, frugt og saftevand som afslutning på løbet. 

-    Byen summede af højt humør, solskin og en masse glade børn og voksne med røde kinder. Royal Side Run skaber fællesskab på tværs af årgange og generationer, og vi mærker det stærke sammenhold i lokalsamfundet. For 5. år i træk er det vores lokale ildsjæl Birte Østergaard, der har været primus motor, og vi er meget taknemmelige for hendes store engagement. Hun brænder for at give både børn og voksne en rigtig god dag, fortæller Pia Søndergård, pædagogisk leder i Børnehuset Thyholm 

Royal Side Run i billeder

  • 1
  • Hero Module
  • 3
  • Hero Module
  • 5
  • 6
  • 7