Hvem er årets frivillige i Struer Kommune? Nu kan du indstille din kandidat

Publiceret 01-10-2026

Hvilke frivillige ildsjæle fortjener årets helt store anerkendelse? Hvem bærer foreningen, bruger timer i hallen eller klubhuset eller bidrager helt særligt til fællesskabet? Det er nu, du kan være med til at bestemme, hvem der skal hyldes som årets frivillige til Nytårskur i januar 2027

Kender du en frivillig ildsjæl, der gør en stor forskel her i Struer Kommune? I januar 2027 bliver der traditionen tro afholdt Nytårskur for frivillige, og her hylder vi det store frivillige foreningsarbejde rundt i kommunen.  I alt 10 frivilligpriser skal deles ud, og nu er indstillingen til dem åbnet.  Så hvem er dit bud på en eller flere velfortjente vindere?

De 10 priser er:

  • Årets Idrætsnavn
  • Kulturprisen
  • Handicapprisen
  • Frivillighedsprisen (socialområdet)
  • Idrættens Unglederpris
  • Idrættens Ildsjælepris
  • Spejderprisen
  • Årets Leder
  • Årets Forening
  • Årets Frivillig(e)

Sidste frist for at indstille er 28. oktober 2026

Indstil til priserne her