Vi får i denne uge 20 nye kunstnere i kommunen.
Eleverne fra STU uddannelsen STUdie Ved Fjorden skal i løbet af ugen skabe deres eget kunstværk, som bliver udstillet på en fernisering på fredag 30/10.
Det er en del af et større projekt fra Statens Kunstfond der har fokus på, at unge mennesker skal møde kunsten.
Selvom det er lidt grænseoverskridende for Emil Kristian Pedersen at springe ud som kunstner, så har han kastet sig over at producere sin egen kunstfilm.
Det er ikke noget, jeg gør normalt, men jeg synes, det er hyggeligt at der sker noget andet, siger han.
Elever skal i løbet af ugen lave et kunstværk der fortæller noget om dem selv. Rammerne er frie, og det kan være alt fra malerier og collager til foto, lyd og video.
Også Emma Gregersen går all in på kunstprojektet. Hun synes, det er både sjovt og spændende, at prøve noget nyt.
Man kan vise, lige hvad man vil om sig selv, og hvad man tænker på, forklarer hun.
Flere unge skal møde kunsten
Det er to kunstnere fra Huskunstnerordningen under Statens Kunstfond, som hjælper eleverne med at udfolde deres kunstneriske evner.
Projektets formål er at udbrede kunsten til børn og unge over hele landet, og det er der flere gode grunde til, siger huskunstner og filminstruktør Amanda Seebeerg, som blandt andet hjælper Emil Kristan Pedersen med hans film.
De får en oplevelse af, at man kan udtrykke sig på alle mulige forskellige måder. Man kan lave selvfortællinger ved at finde ud af, hvor man godt kan lide at pege et kamera hen, og hvad man godt kan lide at kigge på i verden. Hvad er de unges blik verden? siger Amanda Seebeerg.
Det handler om at flytte grænser
Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) retter sig mod unge, der på grund af faglige, psykiske og/eller sociale vanskeligheder ikke med specialpædagogisk støtte er i stand til at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Fælles for eleverne er, at de kan have svært ved nye ting, og at de vante rammer bliver brudt.
Teamleder Tanja Møller Rasmussen, håber at kunstprojektet kan være med til at rykke nogle grænser hos de unge.
Vi håber, at vi undervejs har fået skubbet lidt til deres grænser – på den gode måde – og at de har opdaget, hvor meget de faktisk kan skabe med ganske få midler, når de tør tænke anderledes og stole på deres egne idéer, siger hun.
Kunstprojektet slutter med en fernisering fredag d. 30/10, og Tanja Møller Rasmussen glæder sig over, at eleverne får muligheden for at vise deres værker frem.
For os handler projektet om at give eleverne mulighed for at være nysgerrige, lege, eksperimentere og turde slippe kontrollen lidt. At opleve, at der ikke altid findes en rigtig eller forkert løsning, men at deres egne idéer, skæve indfald og kreative påfund kan føre til noget helt særligt, siger hun.
Hvis du vil læse mere om STUdie Ved Fjorden kan følge linket her:
