I Struer Kommune er vores vision at skabe en kulturændring blandt de unge, når det kommer til brugen af nikotinprodukter. Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen bruger over hver tiende unge mellem 15 og 29 år nemlig nikotinprodukter som e-cigaretter, puffbars og nikotinposer.
Det er en negativ udvikling, vi ønsker at vende sammen med de unge. Derfor indgik vi i 2024 projektet Nikotinfrit Ungdomsliv i Lemvig og Struer sammen med Lemvig Kommune. Her har vi først og fremmest en arbejdsgruppe med unge fra de to egne, mens vi samarbejder med skoler, uddannelsesinstitutioner og foreninger på tværs af områderne.
Det store mål med projektet er at mindske børn og unges brug af nikotinprodukter i de to kommuner. Det gælder både i forhold til at forebygge brugen af f.eks. nikotinposer og puffbars, men også tilbyde støtte til dem, der ønsker at droppe eller mindske deres forbrug.
Nikotinfrie miljøer for unge
En af de vigtigste måder at forebygge nikotinbrugen er ved at gøre de miljøer, som de unge bevæger sig i, nikotinfrie. På den måde bliver de hverken præsenteret eller tilbudt produkterne.
På baggrund af forespørgsel fra brugere af Struer Energi Park og Sundhedscenter Struer samt centerchef Peder Pedersen og Funktionsleder Helene Henrichsen er Struer Energi Park nu nikotinfri. Energiparken ligger lige over for Parkskolen, hvilket betyder skoleelever i alle aldre dagligt bruger og opholder sig i området.
For at skabe et tydeligt signal om, at nikotinprodukter ikke er velkommende i området uanset deres form og farve, har Energiparken i samarbejde med Parkskolen, SundhedscenterStruer, Teknisk Drift og Anlæg og FGU fået lavet spritnye nikotinskraldespande samt skilte.

