UngStruer og SFO’erne samler 30 børn til fællesklubfest

Publiceret 20-11-2025

Nyt samarbejde mellem Ungdomsklubben og SFO’erne i Struer Kommune blev kickstartet med succesfuld klubfest.

Der var skruet godt op for humøret hos både børn og voksne, da Ungdomsklubben i Struer inviterede til klubfest tidligere på ugen. I alt mødtes 30 klubbørn rundt fra kommunens SFO’er til en festlig aften fyldt med sjove aktiviteter og ikke mindst lækker pizza.

Anledningen til klubfesten er et nystartet samarbejde, som Ungdomsskolen (også kaldt UngStruer) og kommunens SFO’er har igangsat:

Vi ønsker at give vores børn en oplevelse af, at være en del af noget større. Vi er ikke kun en del af vores lokale fællesskaber, men også en del af noget fælleskommunalt. Når børnene mødes på tværs af SFO’erne opstår der nye venskaber, som kan åbne en ny verden af muligheder,” fortæller en af aftenens medarbejdere.

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6

Samarbejdet mellem SFO’erne og UngStruer skal dog ikke kun skabe glæde i nuet, men også være med til at skabe en tryggere overgang til andre miljøer. De bånd, der bliver knyttet i klubben, kan børnene nemlig tage videre med i fritidslivet og på overbygningsskolerne. ”Måske er det lidt lettere at starte til en fritidsaktivitet, eller i en ny klasse, hvis man allerede har et eller flere venskaber med nogle af de andre,” forklarer en af SFO-medarbejderne. Hertil skal samarbejdet også give børnene rundt i kommunen et indblik i, hvad netop Juniorklubben og senere Ungdomsklubben kan tilbyde dem.

Begge parter håber, at de gennem det nye samarbejde kan være brobyggere for trivsel, udvikling og fællesskab mellem klubber, skoler og lokalsamfund. Her var klubfesten endda så stor en succes, at medarbejderne regner med at stable et lignende arrangement på benene, når UngStruer er flyttet over i deres nye lokaler på Parkskolen i starten af det nye år.