P4 Midt & Vest overrasker Venøfærgen torsdag morgen

Publiceret 13-11-2025
Nyhed

Færgepersonalet på Venøfærgen udnævnt til "Borgmester af hverdagen" i radioen efter indstilling fra to venøboer, og i al hemmelighed fandt de sammen med P4 og to store borgmesterstænger ombord på færgen i morgenmørket

De store smil var fremme, da skipper Jens Mollerup og resten af færgepersonalet kom live i radioen med P4-journalist Frederik Steinfath, da de blev overrasket og udnævnt til Borgmester af hverdagen her til morgen

Godt og vel 15.000 arbejdsdage. Så mange dage har Laila og Peder Mejlholm Olsen været afhængige af færgen for at kunne komme på job på fastlandet, siden de i 1994 slog sig ned på Venø. Derfor greb Laila Mejlholm Olsen straks til handling og skrev en besked, da hun hørte om P4 Midt & Vests initiativ "Borgmester af hverdagen", som i disse uger kører i lokalradioen i morgentimerne. 

Landsdelens borgere kan indstille nogle af alle de mange kommunale og regionale medarbejdere, der gør en stor forskel for borgerne i hverdagen til "Borgmester af hverdagen", og så kan de indstillede altså være heldige at blive overrasket med besøg og borgmesterstang - og komme live i radioen.  

"Vi har boet på Venø siden 1994, og vores tre drenge er vokset op herovre, og derfor er færgen en helt uundværlig del af vores liv. Det er jo både i hverdagen til og fra arbejde, men også alle de gange, vores drenge har skullet afsted til sejlklubben og cykelklubben inde i Struer, til fodbold i Bremdal - og i skole, på gymnasiet og senere til kasernen i Holstebro og lærepladsen i Vinderup. Færgefolkene kommer jo altid ud og snakker med os, når vi skal over. Nogle af dem har været der i mange år, så vi kommer til at kende hinanden rigtig godt. De betyder rigtig meget for venøboerne", siger Peder Mejlholm Olsen, der står bag indstillingen sammen med hustruen. 

Peder Olsen mødtes med journalist Frederik Steinfath fra P4 i skjul af skuret ved færgelejet ved Kleppen på Bremdal-siden i novembermørket, og udstyret med to store borgmesterstænger sneg de sig sammen ombord på færgen kort før afgang mod Venø kl 7.40. I færgens styrehus lykkedes det at overraske de tre færgefolk, som står for færgefarten i dag: Skipper Jens Mollerup, Johnny Damgaard Nielsen og elev Kim Larsen Bech.  Der var store taknemmelige smil og glæde over sådan at blive overrasket og anerkendt af lokale venøboere.  

"Neeej da. Det er rigtig dejligt. Det er vi godt nok glade ved", sagde skipper Jens Mollerup, da Peder Olsen satte ord på indstillingen.

Venøfærgen sejler landets korteste færgetur.  Venø Færgefart har 2 færger og 11 fuldtidsansatte. Der transporteres ca. 260.000 passager og 130.000 køretøjer årligt, fordelt på 36.000 afgange.

Hør hele indslaget i P4 Midt&Vest

  • 1
  • 4
  • Hero Module
  • 3