Skrattende toner på linjen: 10. klasseelever bygger deres egne radiomodtagere

Publiceret 13-11-2025
Nyhed Det gode børneliv

10. klasseelever fra Thyholm Skole har i forbindelse med Struer Kommunes nye iværksætteruge ”Inno Beat Week” fået smag på iværksætteri og idéudvikling ved at producere deres egne radiomodtagere.

Kobbertråd, møtrikker og et simpelt batteri kan med lidt snilde og tålmodighed hurtigt blive en funktionel radiomodtager. Det er i hvert fald, hvad 10. klasseeleverne fra Thyholm Skole er blevet skarpe på til workshoppen Byg din egen radiomodtager.

I forbindelse med Struers første iværksætteruge Inno Beat Week har eleverne nemlig indtaget lydværkstederne hos Sound Art Lab og Sound Hub Denmark for selv at nørkle med iværksætteri og idéudvikling i form af lydbølger og radioudstyr. Det er lydtilbuddet Lydlaboratoriet, som står for workshoppen og har udvalgt temaet.

Et praktisk tema, der i den grad fangede elevernes opmærksom. Der gik heller ikke lang tid før eleverne havde fået stukket deres vejledning i hånden til, de var dybt begravet i processen med at forvandle deres beskedne materialer til en fungerende lydenhed.

Smag på iværksætteri

Den første til at nyde de skrattende toner fra sin færdige radiomodtager var 16-årige Mads Højriis. Selvom det ikke var en officiel konkurrence, var Mads glad for den symbolske sejr over sine klassekammerater:

Det var fedt at være den første, der blev færdig! Jeg er ikke så vild med skolen, så jeg har altid godt kunne lide at lave noget med hænderne,” fortæller han glad om workshoppen.

Og netop glæden og lysten til at skabe noget nyt – og måske blive en af fremtidens iværksættere – er nogle af de aspekter, som arrangørerne bag Inno Beat Week håber på at få til at spire hos eleverne. Derfor byder ugen også på forskellige arrangementer og events fra inspirerende foredrag til praktiske workshops, som på hver sin måde bl.a. skal give de lokale skoleelever indblik i, hvad entreprenørskab kan være for en størrelse.

Billedtekst: Der blev fulgt nøje med, da Carsten Kobborg fra Radioamatørerne i Struer (også kendt som OZ3EDR) fik vist Mads, hvordan man lodder kablerne korrekt i radiomodtageren.

Fortidens lydhistorie ind i nutiden

Udover at give eleverne mulighed for at arbejde med lydteknologi i praksis, er formålet med radioworkshoppen også at bringe et nutidigt twist på Struers 100 år lange lydhistorie samt fremvise de unikke lydmiljøer, området har at byde på.

Her var det Carsten Kobborg og Christian Knop fra foreningen Radioamatørerne i Struer, også kendt som OZ3EDR, der sørgede for at guide eleverne sikkert igennem processen.

Workshoppens tema hænger også sammen med Josefine Ottesens børnebog Klæbeånden, der blev udgivet i sommers. Her foregår bogens handling i 1928’s Struer, hvori en af hovedpersonerne netop bygger sin egen radiomodtager. Sammen med et nyt undervisningsmateriale fra Lydlaboratoriet vil Klæbeånden give børn og unge i kommunen en forståelse og stolthed for deres egn og historie. Samtidig får eleverne mulighed for at lære om fortidens teknologi bl.a. ved at lave en lignende radiomodtager efter en prototype designet af Radioamatørerne.

En fin måde at bringe fortidens lydhistorie ind i nutidens klasseværelse.

Kort om Inno Beat Week

Iværksætterugen Inno Beat Week er en del af en styrket erhvervsindsats i Struer Kommune. Her er ugen et samarbejde mellem Struer Erhvervsforening, Thyholm Erhvervs- og Turistforening, Startvækst Struer, Business Park Struer og Struer Kommune.

Læs mere om iværksætterugen her

Kort om Lydlaboratoriet

Lydlaboratoriet blev etableret i 2021 og er et ekstra tilbud til børnene i Struer Kommune. Det gælder alt fra dagpleje op til ungdomsuddannelserne. Visionen med Lydlaboratoriet er at skabe rammerne for, at lyd bliver et engagerende, motiverende og understøttende redskab i institutioner og skoler lokalt også nationalt.

Besøg Lydlaboratoriet her