Multisalen var godt fyldt med barnevogne, smilende pædagoger og glade børn fra dagplejen til indskolingen, da Limfjordsskolen lagde scene til den fælles sangdag Små Synger Sammen.
Sangdagen er et nationalt arrangement, hvor alle landets førskolebørn og deres professionelle voksne får mulighed for at hygge gennem fællessang. Det er dog helt op til de deltagende daginstitutioner, hvordan de ønsker at markere dagen.
I Struer Kommune var det således Rikke Pedersen-Ferrau, lærer på Limfjordsskolen, og Christian Eriksen, leder af Struer Musikskole og medlem af Struer Sangkraftcenter, som skruede et stort fælles arrangement på benene.
