Kaare Hjorth kommer fra en stilling som afdelingsleder for Miljø og Klima i Herning Kommune, hvor han har været ansat på først plan- og nu miljøområdet siden 2007.
- Jeg ser meget frem til at begynde i Struer Kommune. Det nordvestjyske område er spændende, og jeg fornemmer både et stærkt lokalt engagement, handlekraft og vilje til udvikling og vækst i hele kommunen. Der er mange store projekter, vi skal løfte, og jeg glæder mig til at bringe mine erfaringer i spil, både indenfor strategisk udvikling i kommunen og den grønne omstilling. Jeg ser frem til at være med til at sætte retning fremover og til godt samarbejde med borgere, virksomheder – og mine kommende kolleger i kommunen, udtaler Kaare Hjorth.
Der var et stærkt ansøgerfelt med 11 ansøgere til jobbet som centerchef, og et enigt ansættelsesudvalg valgte efter en grundig proces at tilbyde stillingen til Kaare Hjorth.
- Med Kaare får vi en centerchef, der har oparbejdet en stor evne til at finde veje frem i den komplekse lovgivning indenfor miljø- plan og naturområdet, når projekter og planer skal lykkes. Han har samtidig et rigtigt godt blik for hvordan centret har et afgørende bidrag i den fremtidige udvikling af Struer Kommune, hvor Stævnen, Den Grønne Trepart og nye udstykninger vil fylde meget de første år. Jeg glæder mig til at få Kaare med på holdet, siger Teknik- og Kulturdirektør Dennis Jensen.
Kaare Hjorth har arbejdet i 19 år i Herning Kommune og har en bred viden med sig indenfor byplanlægning, udvikling af kommuneplaner, detailhandelsprojekter, miljøvurderinger og tilsyn på landbrug og virksomheder, myndighedsarbejde på drikkevand, spildevand og naturområdet med mere.
Han bor i Herning med sin hustru og to voksne børn og er uddannet fra Aalborg Universitet.
