Struer Kommune gennemførte i 2019 en forundersøgelse af mulighederne for at lave et vådområde ved Benkær som ligger umiddelbart nord/øst for Hvidbjerg på Thyholm.
Formålet med vådområdet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Limfjorden. Forundersøgelsen kom i første omgang frem til, at projektet ikke var omkostningseffektivt. Primært fordi der skulle fjernes store mængder topjord for at begrænse udvaskningen af fosfor fra vådområdet.
I 2021 indførte Miljøstyrelsen en række nye fosforvirkemidler, som bevirker, at man ikke længere behøver at bortkøre topjord. Struer Kommune har derfor sikret sig, at der stadigvæk er lodsejeropbakning til projektet og besluttet at gå videre med det.
Nederst på denne side finder du en video, der beskriver projektet.
Hvad er der sket?
Benkær Pumpelag godkendte, at projektområdet udtages af pumpelaget, og Struer Kommune har overtaget udgifterne til drift og vedligehold af det tilbageværende pumpelag.
Efter en meget succesfuld jordfordeling kom alle lodsejere ude af projektområdet, og kommunen gik i gang med at realisere projektet. Limfjordsrådet udarbejdede et detailprojekt, der beskriver de præcise anlægstiltag, og anlægsarbejdet blev gennemført i forår og sommer 2024.
Projektet står nu færdigt, som et nyt naturområde i udkanten af Hvidbjerg. Under anlægsarbejdet har Landbrugsstyrelsen (nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) ejet arealet, men i januar 2025 blev det solgt. Efterfølgende blev området hegnet ind for at kunne afgræsse det. Det vil forbedre naturforholdene i området og forhindre at det gror helt til.
Hvad kan du se i området?
Området har allerede et fint fugleliv. Det er bl.a. muligt at finde viber, dobbeltbekkasin, stær og grågæs.
Om foråret er det også muligt at finde dueurtsværmere, som er en halvstor, nataktiv, grøn og lyserød sommerfugl. Senere på året kan man finde dens 8 cm lange larver siddende på dueurt i området.
Det er muligt at gå tur i området, så længe der vises hensyn til ejerens brug af arealet.
Tilskud til projektet
Forundersøgelsen og gennemførelse af projektet er udført af Struer Kommune i samarbejde med Limfjordsrådet og konsulenter, men er betalt af staten og EU. Tilskuddet gives af Landbrugsstyrelsen og udgøres af midler fra henholdsvis staten og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Denne hjemmeside benytter cookies fra tredjepart til besøgsstatistik. Vælger du "Accepter alle", giver du samtykke til at tredjepartsservices må gemme oplysninger om dit besøg.