Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Struer Kommune har den 3. december foreløbigt vedtaget lokalplan nr. 372 for et boligområde ved Struerdalvej.
Se forslaget i Lokalplanportalen
Læs lokalplanforslaget som PDF
Områdets placering, størrelse og zoneforhold
Lokalplanområdet er beliggende i Struer og omfatter matrikel nr. 32m, Struer. Området dækker over et areal på 7.264 m2 og henligger ved lokalplanens udarbejdelse som et offentligt areal, hvor de tidligere bygninger i dag er nedrevet. Lokalplanens område fremgår af Figur 1.
Lokalplanområdet er omkranset af Lokalplan nr. 230 for området ved Bredgade, Ringgade, Søndergade og Peter Bangs Vej.
Området fortsætter med at være i byzone.
Lokalplanens indhold
Forslag til lokalplan nr. 372 skal muliggøre etableringen af et attraktivt boligområde med tæt/lav bebyggelse i form af klyngehuse med egne haver. Bebyggelsen udstykkes i en U-form omkring et multifunktionelt fællesareal i midten af området, se Figur 2.
Fællesarealet skal fungere som et grønt og rekreativt element med gæsteparkeringspladser, samtidigt med, at det fremtidssikrer området ved at understøtte lokal regnvandshåndtering, øget biodiversitet og naturlige økologiske processer, så området fremstår harmonisk og bæredygtigt – også ved kraftige regnhændelser nu og i fremtiden.
Langs vejen inden for lokalplanområdet etableres en allé af egnstypiske træer, der skal fremme biodiversitet og skabe et harmonisk og grønt udtryk for beboerne i området. Lokalplanen sikrer endvidere gode vej- og stiforbindelser til og fra området, så det nye boligområde kan blive naturligt integreret i den omkringliggende by.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra to bygherrer, der ønsker at udvikle området med mindre grunde til klyngehuse.
Lokalplanens anvendelse og disponering
Målet med planlægningen er at muliggøre etableringen af et boligområde, hvor bebyggelse og fællesarealer indgår i et harmonisk samspil med den omkringliggende bebyggelse og funktionerne i nærområdet. Med lokalplanen gives der mulighed for boligtyper, der imødekommer efterspørgslen på tværs af familietyper og aldersgrupper.
Udformningen omkring fællesarealet har flere potentielle fordele; dels skaber udformningen en naturlig ramme om fællesarealet, hvilket fremmer naboskab og tryghed via synlighed. Samtidigt skal den centrale placering af fællesarealet gør det let tilgængeligt for alle beboere, give plads til parkering fra besøgende samt danne ramme for ophold i området langs grønne omgivelser. Fællesarealet skal både rumme et regnbed til håndtering af regnvand og gæsteparkeringspladser.
Langs med den fælles adgangsvej skal der etableres en træ-allé, der bidrager til et sammenhængende grønt udtryk inden for området. Regnbedet og træ-alléen skal desuden forbedre biodiversiteten i området, da der inden for lokalplanområdet stilles krav om egnstypiske arter.
Grundene udstykkes i varierende størrelser fra 325 m2 til 514 m2. Hver parcel får egen have, der adskilles fra nabohaver med levende hegn (buske/hæk), se Figur 2 og Figur 3.
Hver bolig får 110 m2 stueplan, 31 m2 carport, 7 m2 skur og 3 m2 overdækning.
Vejadgang
Indretningen af boligbebyggelsen skal sikre gode forbindelser for kørende, gående og cyklister til og fra området. Området skal vejbetjenes ad Struerdalvej. Der anlægges en privat fællesvej inden for området. Desuden skal der anlægges en gangsti mellem de to sydligste matrikler inden for lokalplanens område.
Miljøvurdering af planen
I henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)” skal der foretages en miljømæssig vurdering af planens indvirkning på miljøet. Hvis det vurderes, at planen vil få væsentlig indvirkning på miljøet ud fra det brede miljøbegreb, skal der udarbejdes en miljørapport. Det er Struer Kommunes vurdering, at det offentliggjorte lokalplanforslag ikke vil kunne få så væsentlig indvirkning på miljøet, at der skal udarbejdes en miljørapport. Vurderingen beror på den miljøscreening, der er lavet i forbindelse med planlægningen. Miljøscreeningen er vedlagt lokalplanforslaget.
Struer Kommunes afgørelse efter § 16 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer om, at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurdering af planforslaget kan skriftligt påklages.
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Du skal klage via Klageportalen, som du finder på hjemmesiden kpo.naevneneshus.dk. Klagen skal være modtaget af Planklagenævnet inden 4 uger efter modtagelsen af denne afgørelse. Klagen sendes automatisk via klageportalen til Struer Kommune.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Struer Kommune i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyrets størrelse fremgår af Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Struer kommune via mail til pm@struer.dk. Struer Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal det ske inden 6 måneder fra det tidspunkt, du modtager afgørelsen.
Retsvirkninger
Inden for lokalplanområdet må der ikke foretages ændringer, der er i strid med planens indhold, når planforslaget er i offentlig høring.
Eksisterende lovlige forhold kan fortsætte som hidtil.
Efter planens endelige vedtagelse skal ændringer foretages i overensstemmelse med lokalplanen.
Har du indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanforslaget?
Bemærkninger til planforslaget skal sendes til Plan og Miljø, Struer Kommune på pm@struer.dk, som digital post via din e- Boks eller som almindelig fysisk post. Fysiske breve sendes til:
Struer Kommune, Rådhuset
Att. Plan og Miljø
Østergade 13-15
7600 Struer
Vi skal modtage dit svar senest torsdag den 8. januar 2026 kl. 23:59. Husk at skrive ”Lokalplan nr. 372” i emnefeltet.
Indsendte indsigelser, bemærkninger og ændringsforslag er omfattet af Offentlighedslovens regler og vil fremgå i fulde i forbindelse med en eventuel aktindsigt. I forbindelse med den politiske behandling vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling og fremgå af den offentligt tilgængelige politiske dagsorden. Dette betyder, at navne, adresser, telefonnumre, mailadresser og andre personhenførbare oplysninger, som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentligt tilgængelige samt fremgå af en eventuel aktindsigt.
Det er vigtigt, at du gør Struer Kommune opmærksom, hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og indsender høringssvar/bemærkninger. Struer Kommune foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Vi kan derfor ikke stå inde for navne- og adressebeskyttelsen, medmindre du gør os opmærksomme på det.
Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger?
Du kan kontakte Plan på tlf. 96 84 84 07 eller mail pm@struer.dk.
Bilag
Figur 1 - Luftfoto af lokalplanens område
Figur 2 - Områdets disponering