Ej miljøvurdering af lokalplan nr. 368 for et boligområde syd for Bjerregårdsparken

Publiceret10-02-2025

Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget har den 7. februar 2025 besluttet at lokalplan nr. 368 for et boligområde syd for Bjerregårdsparken ikke skal miljøvurderes.

Lokalplanforslag

Struer Kommune har efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter screenet lokalplanens mulige påvirkninger på miljøet. På baggrund af screeningen har vi vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering, da vi har vurderet, at planen ikke vil få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Vi begrunder vurderingen med, at vi forventer, at den ikke vil have væsentlig indflydelse på den biologiske mangfoldighed, landskab, arkitektur og kulturarv, befolkningens levevilkår og materielle goder, menneskers sundhed, grundvand, og jordbrug, samt klimatiske faktorer.

Lokalplanområdet er i dag et åbent landbrugsområde, som ikke har særlige natur- eller landskabsinteresser. Lokalplanen inddrager et særligt værdifuldt landbrugsareal til boligområde. Behovet for mindre boliger i kommunen vurderes at opveje dette.

Der er foretaget ændringer i lokalplanen for at afværge væsentlige indvirkninger i forhold til tag- og overfladevand. Ændringerne begrænser materialevalget for bebyggelsen samt muliggør etablering af vandhåndteringsløsninger der afhjælper indvirkningerne.

Forslaget til lokalplanen gør det muligt at opføre et nyt boligområde med omkring 30-32 boliger i den sydlige del af Hjerm. Lokalplanområdet er i Kommuneplan 2020 allerede udlagt som boligområde.

Området har én vejadgang fra Bjerregårdsparken. Internt i lokalplanområdet, udlægges der boligveje som betjener de forskellige boliger. I midten af lokalplanområdet er der udlagt et område til fælles friareal, som kan indrettes til opholdsarealer og legeareal. Der er også udlagt arealer til belagte og rekreative stier. Lokalplanen sikrer, at der udlægges arealer til regnvandsbassin og klimalavninger. Lokalplanen sikrer at bygninger opføres i en skala, højde og udformning, der tilpasser sig den eksisterende bebyggelse i Hjerm. 

Lokalplanområdet opdeles i tre delområder. Delområde I og II omdannes til byzone ved lokalplanens vedtagelse, og indeholder byggeretsgivende bestemmelser. Delområde III forbliver i landzone ved lokalplanens vedtagelse, og indeholder kun rammesættende bestemmelser. Hvis en bygherre ønsker at opføre boliger i delområde III kræver det derfor en ny lokalplan.

Miljøscreeningen er vedlagt som bilag til lokalplanen og kan findes i lokalplanen under “øvrige sagsbilag”. Forslaget til lokalplanen er i høring i perioden mandag den 10. februar til mandag den 10. marts 2025. Du kan se planforslaget på Lokalplanportalen under menuen ’Forslag’.

Du finder lokalplanportalen her: Lokalplanforslag nr. 368 for et boligområde syd for Bjerregårdsparken 

Klagevejledning

Afgørelse om screening er meddelt efter planloven. Fristen for at klage over afgørelsen er 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Klagen skal derfor være modtaget senest den 10. marts 2025 kl. 23:59.

Du kan læse vejledningen om klage og søgsmål her: Vejledning om klage og søgsmål