Høring af forslag til lokalplan nr. 368 for et boligområde syd for Bjerregårdsparken

Publiceret 10-02-2025
Høring Kommuneplaner og Lokalplaner 7560 Hjerm

Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget har den 7. februar 2025 besluttet at sende forslaget til lokalplan nr. 368 for et boligområde syd for Bjerregårdsparken i offentlig høring. Høringsperioden varer fra mandag den 10. februar til mandag den 10. marts 2025.

Lokalplanforslag i høring

Forslaget til lokalplanen gør det muligt at opføre et nyt boligområde i den sydlige del af Hjerm. Lokalplanområdet er i Kommuneplan 2020 allerede udlagt som boligområde. Det nye boligområde vil kunne bidrage til Hjerms udvikling ved at tilbyde boliger i forskellige størrelser, der imødekommer behovene hos forskellige familietyper og aldersgrupper.

Lokalplanområdet opdeles i tre delområder. Delområde I må anvendes til tæt-lavbebyggelse i form af f.eks. række-, kæde-, klynge- eller dobbelthuse. Delområde II og III må benyttes til tæt-lav bebyggelse og/eller åben-lav bebyggelse (parcelhuse).

Delområde I og II omdannes til byzone ved lokalplanens vedtagelse, og indeholder byggeretsgivende bestemmelser. Delområde III forbliver i landzone ved lokalplanens vedtagelse, og indeholder kun rammesættende bestemmelser. Hvis en bygherre ønsker at opføre boliger i delområde III kræver det derfor en ny lokalplan. Delområde III er indarbejdet i lokalplanen for at sætte rammer for fremtidig lokalplanlægning for delområdet.

Lokalplanen giver mulighed for at bygge omkring 30-32 boliger og sikrer at bygninger opføres i en skala, højde og udformning, der tilpasser sig den eksisterende bebyggelse i Hjerm. Lokalplanen giver mulighed for, at bygninger kan opføres i en nutidig byggestil med kvalitetsrige materialer og med naturlige farver.

Området har én vejadgang fra Bjerregårdsparken. Internt i lokalplanområdet udlægges der boligveje, som betjener de forskellige boliger. I midten af lokalplanområdet er der udlagt et område til fælles friareal, som kan indrettes til opholdsarealer og legeareal. Der er også udlagt arealer til belagte og rekreative stier. Lokalplanen sikrer, at der udlægges arealer til regnvandsbassin og klimalavninger.

En del af lokalplanområdet er i dag dækket af Lokalplan nr. 234, som er den bevarende lokalplan for Struer Kommune. Det skyldes, at én af matriklerne i lokalplanområdet i dag tilhører en ejendom med et bevaringsværdigt stuehus, som ligger udenfor lokalplanområdet. Et af formålene for lokalplan nr. 368 er derfor at ophæve lokalplan nr. 234 for det område, som er omfattet af den nye lokalplan.

Høringsperioden

Planforslaget er i offentlig høring i perioden fra mandag den 10. februar til mandag den 10. marts 2025.

Her finder du forslaget

Du kan læse planforslaget på Struer Kommunes digitale lokalplanportal under menuen ’Forslag’. Du finder lokalplanportalen her: Lokalplanportal - Struer Kommune

Hvis du har bemærkninger

Hvis du har bemærkninger til planforslaget, skal du sende disse til Struer Kommune på teknisk@struer.dk.  Vi skal modtage dit svar senest mandag den 10. marts 2025 kl. 23:59. Husk at skrive lokalplan nr. 368 i emnefeltet på mailen.

Retsvirkninger

Inden for lokalplanområdet må der ikke foretages ændringer, der er i strid med planens indhold, når planforslaget er i offentlig høring. Eksisterende lovlige forhold fortsætter som hidtil.

Efter planens endelige vedtagelse skal ændringer foretages i overensstemmelse med lokalplanen.