Revisionen af Kommuneplan 2025 har på baggrund af beslutningen i Planstrategi 2024, været en fuld revision. Kommuneplan 2025 består af ni temaer; Byudvikling, Erhvervsudvikling, Natur og Landskab, Turisme og fritidsoplevelser, Kulturarv, Energi, Infrastruktur, Klimatilpasning samt Ressourcer.
For alle temaer er visioner og målsætninger, retningslinjer og redegørelser revideret i større eller mindre omfang: fra en kort aktualisering og korrektur til omfattende ændringer i temaets struktur. Som følge af lovændringer i Planloven siden sidste kommuneplanrevision er der i Kommuneplan 2025 bl.a. et nyt emne om pyrolyse.
Klik her for at læse forslag til Kommuneplan 2025
I de vedhæftede dokumenter findes en samlet oversigt over rammeændringerne og en sammenligning af de ændrede rammer fra Kommuneplan 2020 og Forsalg til Kommuneplan 2025.
Restrummelighed og muligheder
Kommunens rummelighed er de arealer, som udlægges til byvækst i rammeområder for bolig- og erhvervsformål. Rummeligheden består af de arealer, som overføres fra Kommuneplan 2020, samt nye arealer, som udlægges i Kommuneplan 2025.
Det er afgørende, at der fortsat kan tilbydes velbeliggende erhvervsarealer, som er tilknyttet den overordnede infrastruktur, så der sikres en effektiv og bæredygtig udnyttelse af vejnettet. Der udlægges derfor et tvedelt erhvervsareal langs Holstebrovej i Struer By. Der planlægges for en udvidelse af Ausumgaard, der udvider produktionen løbende med landbrugsrelaterede aktiviteter. I Hjerm skal der fortsat være mulighed for at drive erhverv, hvorfor der udlægges et nyt erhvervsområde.
I Kommuneplan 2025 reduceres der i rammeudlæggene for både erhverv og boliger. Reduktionerne tager afsæt i konkrete vurderinger af aktuelle behov og at udbuddet af boligområder skal tilpasses demografiudviklingen. Det betyder at Forslag til Kommuneplan 2025 rummer nogle reduktioner, ændringer og aflysninger af rammer til erhvervs- og boligområder, både i Struer by og i kommunens lokalområder.
Lokalområderne rummer store potentialer – både som levende lokalsamfund og som ramme for erhvervsudvikling. Med de rette rammer kan områderne styrkes og fornyes, så de fortsat er attraktive steder at bo, arbejde og investere i. Samtidig er Struer Kommune åben og lydhør over for nye initiativer og idéer fra bygherrer, udviklere og borgere, så vi bedst muligt kan udvikle os i takt med både lokale og samfundsmæssige behov og tendenser.
Hvis et konkret projekt ikke passer ind i kommuneplanens rammer, betyder det ikke, at udviklingen ikke kan realiseres. Vi har mulighed for at tilpasse planlægningen ved fx at udarbejde et kommuneplantillæg, som kan skabe de nødvendige forudsætninger for nye typer af projekter.
Kontakt kommunen for at høre mere om mulighederne for dit projekt og den videre proces for planlægning og udvikling i vores lokalområder. Vi er altid parate til at tage dialogen, hvis du som udvikler har ønsker om at etablere nye private eller almene boligområder, erhvervsområder eller andre byudviklingsprojekter, som ikke er omfattet af den gældende planlægning.
Du kan læse meget mere om vores lokalområder på vores hjemmeside: Lokalområder - Struer Kommune - Struer Kommune.
Høringsperiode og din mulighed for at indsende høringssvar
Kommuneplanforslaget er fremlagt i 8 uger i perioden fra den 11. juli 2025 til og med den 5. september 2025.
Du kan sende dit høringssvar via funktionen ”Indsend kommentar”, der vises øverst på siden, på den digitale kommuneplan: Forside - Kommuneplan 2025 - Struer Kommune
Alternativt kan du sende dit høringssvar til pm@struer.dk – HUSK ”Høringssvar til forslag til Kommuneplan 2025” i emnefeltet, eller som brev til:
Struer Kommune
Planafdelingen
Smedegade 7
7600 Struer
HUSK at oplyse dit navn og din adresse.
Struer Kommune skal have modtaget dit høringssvar senest den 5. september 2025 kl. 23:59.
Efter høringsperioden behandler Byrådet de indkomne høringssvar inden kommuneplanen bliver vedtaget endeligt. Vi forventer, at Kommuneplan 2025 bliver vedtaget inden udgangen af 2025.
Alle høringssvar bliver offentliggjort
Alle høringssvar som er afgivet i høringsperioden, kommer til at indgå i den videre behandling af kommuneplanforslaget. Alle høringssvar bliver vedlagt den politiske sag om vedtagelse af kommuneplanen. Det betyder, at dit svar i sin fulde længde bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling. Kommunen offentliggør også en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med afsenderens navn og adresse.
Hvis du har navne- og adressebeskyttelse, vil de oplysninger ikke blive offentliggjort.
Dit høringssvar bør ikke indeholde personfølsomme data, f.eks. oplysninger om personers helbredsforhold, diagnoser m.v.
Hvis høringssvaret indeholder personfølsomme oplysninger, vil oplysningerne blive fjernet inden offentliggørelse. I nogle tilfælde vil høringssvaret ikke kunne offentliggøres. Alle høringssvar vil indgå i kommunens sag og blive forelagt det politiske organ, som behandler sagen
Miljøvurdering
I forbindelse med udarbejdelsen af kommuneplanforslaget har Struer Kommune i henhold til "Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" gennemført en miljøvurdering af de væsentlige ændringer i kommuneplanen. Miljøvurderingen har til formål at afklare hvilke eventuelle miljøpåvirkninger, som planforslaget kan give anledning til.
Miljøvurderingen offentliggøres sammen med forslaget til Kommuneplan 2025, og kan findes i kommuneplanen i kapitlet ”Oversigt” under afsnittet ”Miljøvurdering”: Miljøvurdering - Kommuneplan 2025 - Struer Kommune.
Det er muligt at komme med bemærkninger til miljøvurderingen i samme periode, som til Kommuneplanen i 8 uger i perioden fra den 11. juli 2025 til og med den 5. september 2025. Bemærkninger fremsendes på samme måde, som høringssvar til kommuneplanforslaget.
Klagevejledning
Byrådets vedtagelse af planforslag til offentlig høring kan ikke påklages til Planklagenævnet. Man kan først klage over kommuneplanen, når den er endeligt vedtaget af Byrådet og afgørelsen er offentligt bekendtgjort. Til den tid kan man klage over retlige spørgsmål jf. Planlovens § 58 stk. 1, nr. 3. Der kan derimod ikke klages over planens indhold. Man er klageberettiget, hvis man har retlig interesse i sagens udfald.
En klage skal være indgivet til Planklagenævnet inden 4 uger fra datoen for den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen på kommunens hjemmeside. Klager indsendes via den digitale Klageportal, som findes på Nævnenes hus: www.naevneneshus.dk Du skal i den forbindelse logge på ved brug af MitID.
Ligeledes gælder, at der ikke kan klages over miljørapporten, mens planforslaget er i offentlig høring. Først ved den endelige vedtagelse af kommuneplanen kan miljørapporten påklages til Planklagenævnet/Miljø- og fødevareklagenævnet.
Retsvirkninger
Når kommuneplanen er endeligt vedtaget, kan kommunalbestyrelsen hindre forhold, der er i strid med rammerne eller kommuneplanens rækkefølgebestemmelser, jf. planlovens § 12 stk. 2 og 3. Kommuneplanen vedtages endeligt af Byrådet når den offentlige hørings er afsluttet og høringssvarene er behandlet.
Hvis du har spørgsmål til kommuneplanforslaget
Du er velkommen til at kontakte Planafdelingen, hvis du har spørgsmål til kommuneplanforslaget: pm@struer.dk
Bilag
Oversigt over rammeændringerne og en sammenligning af de ændrede rammer fra Kommuneplan 2020 og Forslag til Kommuneplan 2025 kan læses her: